Danmark er verdensmestre i decentralisering. 70 pct. af det offentlige forbrug står kommunerne (50 pct.) og regioner (20 pct.) for. Samtidig er kravene til styring og dokumentation steget voldsomt sideløbende med den tiltagende decentralisering. En af årsagerne er den måde, den offentlige sektor styres på. Metoden er kendt som New Public Management (NPM) og er stærkt inspireret af det private erhvervsliv.

Inspirationen fra det private erhvervsliv har medført, at man i stigende grad adskiller "udførerne" - produktionsenhederne og serviceleverandørerne - fra "bestillerne" i forvaltningen. Det indebærer, at detailstyring i vidt omfanger bliver erstattet af krav om dokumentation og af intern kontraktstyring i en såkaldt "BUM-model". Det er i høj grad denne adskillelse, der har medført flere krav om dokumentation. Bestillerenhar i sagens natur et behov for at vide, om udføreren lever op til mål, krav og aftaler. Derfor må udførerenheden afsætte tid og ressourcer til at dokumentere sit arbejde, udover det, der er nødvendigt for at kunne planlægge og styre indsatsen selv.

Hvordan går det galt?

De øgede krav til dokumentation og kontrol giver ofte problemer for medarbejderne. Det viser en flere eksempler:

En undersøgelse fra 2009 viser, at socialrådgiverne på landets jobcentre bruger 58 % af deres tid på administrativt arbejde, mens kun 21 % anvendes på borgerkontakt. Det har, ifølge Dansk Socialrådgiverforening, konsekvenser for fagligheden og det egentlige arbejde med at få folk i arbejde.

I en kommunal hjemmepleje skal der i dag registreres tid til de enkelte opgaver for at kunne kortlægge ressourceforbruget. Det betyder eksempelvis, at hjemmehjælperen skal registrere hvor meget tid, der bruges på nødkald, akutbesøg, bytteydelser, aflyste besøg, pauser, journalskrivning samt en lang række andre forhold. En FOA-undersøgelse viser at social- og sundhedsassistenter er positive over for dokumentation, der fagligt set giver mening. Derimod finder de ofte de mange tidsregistreringer unødvendige.

Mange pædagoger mener, at test af børnenes sprog i børnehaverne er overflødig og tager tid fra det, der tæller – samværet og den daglige stimulering af børnene – herunder den sproglige udvikling. De mener, at det er absurd, at pædagogerne skal sprogscreene børnene samtidig med, at de, pga. dokumentationskravene, ikke har (nok) tid til at tale med dem.

Eksemplerne viser, hvordan krav om dokumentation for at kunne styre og prioritere hos "bestillerne" uundgåeligt kommer til at belaste "udførerne" – det vil sige de medarbejdere, der skal levere service til borgerne.

Læs mere i notat om dokumentation og i vejledning om virksomhedsmodeller i kommunerne.