|
|
Når de store grå går på pension, vil de små grønne tage over?Når de store efterkrigsårgange går på pension om få år, står de unge ikke i kø for at tage over. Så mange er de slet ikke. Derfor står Danmark over for enorme udfordringer med at skaffe hænder nok til at varetage fremtidens velfærdsservice. Både de nye grønne og de erfarne hænder. Og der skal lokkes med gulerødder og ikke trues med pisk. Men hvordan? Det var temaet for en halvdags konference om attraktive arbejdspladser, som OAO holdt for medlemsorganisationernes politisk valgte og sekretariater den 4. februar. Konferencen fandt sted hos HK/København, og Martin Breum fra DR ledede dagens program.
Velfærden tredobbelt udfordret
Dagens udfordring blev ridset op af sekretariatschef Josephine Fock, OAO. Derefter blev den sat yderligere på spidsen af ugebrevet Mandag Morgen, som havde udarbejdet analyse og debatoplæg til dagen. Under overskriften: Velfærdens tredobbelte udfordring – finansiering, levering og rekruttering - kom ugebrevet med sit bud på en løsning på, hvordan man kan rekruttere og fastholde medarbejderne gennem kompetenceløft som en del af jobbet.
Kompetenceløft som X-faktor?
Hvordan kan kompetenceløft blive succesfaktoren, når medarbejderne skal rekrutteres og fastholdes? Det spørgsmål diskuterede Dennis Kristensen, formand for FOA, Thora Petersen, formand for HK/Stat og Ellen Lykkegård, gruppeformand for 3F.
Thora slog et slag for konstant efteruddannelse, fordi jobbenes indhold udvikler sig med lynets hast. Ellen fremhævede især de ufaglærtes behov og foreslog at give forskellige rammer for at give lige muligheder. Dennis pointerede, at kompetencer også skulle bruges, når de var udviklet, og at fagforeningens rolle også var at få folk til at efteruddanne sig, hvilket var tillidsrepræsentantens opgave.
Nye roller og nye veje til kvalifikationer
Lederens og tillidsrepræsentantens rolle var også til debat, da direktør Hanne Dorthe Sørensen, Statens Center for Kompetence- og Kvalitetsudvikling, kommunaldirektør Suzanne Aaholm, Frederiksberg Kommune, og social- og sundhedsdirektør Birgitte Qvist-Sørensen, Helsingør Kommune, diskuterede kompetenceløft.
I Helsingør har ældreplejen reduceret rekrutteringsproblemer gevaldigt. Man inddrog medarbejderne, og uddannede egne vejledere, der uddanner andre medarbejdere ude i brugernes hjem. Men dialogiske ledelsesmetoder påvirker også tillidsrepræsentantens rolle, påpegede Suzanne og efterlyste tillidsrepræsentanter, der kunne og ville træde ud af den forhandlingsstrategiske modus og ind i den dialogiske. For dialogisk ledelse kræver et dialogisk modspil.
Rekruttering gennem (vellykket) kommunikation
Kontaktdirektør Jens Kristian Pedersen fra Sylvester Hvid & Co præsenterede overvejelserne bag rekrutteringskampagnen "Folk af rette støbning", som var udarbejdet for Kriminalforsorgen. Så fortalte direktør Søren Schultz Jørgensen fra Kontrabande om mediebilledet af den offentlige sektor og det offentliges jobannoncer. Mon ikke jobannoncerne ville være bedre, hvis tillidsrepræsentanten var med til at skrive dem?
Hvad kan OAO gøre fremover?
Eftermiddagens sidste debat rakte ind i fremtiden. Gruppearbejdets forslag til indsatsområder for OAO blev debatteret af Dennis Kristensen, FOA, Flemming Vinther, formand for Hærens Konstabel- og Korporal Forening, formand Bodil Otto, HK/Kommunal, og formand Kim Østerbye fra Fængselsforbundet.
Blandt andet blev det foreslået af Bodil og Dennis, at OAO kunne fortælle om, hvad OAO's mange forskellige faggrupper samlet set betyder for den danske velfærd. Profilering af den enkelte faggruppe er det enkelte forbunds ansvar. Hertil supplerede Kim, at når Christiansborg-politikerne har valgt at detailstyre den offentlige sektor, opstår der kamp om pengene. Og så sælger de problematiserende historier om den enkelte faggruppe bedre i pressen. Flemming mente, at OAO kunne opbygge viden og formidle den på tværs af grupperne. Dennis foreslog også, at OAO kunne satse på at indgå en aftale om, at medarbejderne har ret til kompetenceudvikling. Bodil tilføjede, at fagforbundene måtte tage diskussionen med medlemmerne om pligt til kompetenceudvikling.
Læs mere
Læs Analysen (pdf) - Mandag Morgens analyse og debatoplæg
Læs Kommentaren (pdf) – 14 FU-medlemmers bud på, hvad der skal til for at rekruttere og fastholde
|
|