CFU-formand Flemming Vinthers tale om OK-18 ved DJØF’s Forhandlerkonference 

Udgivet: ;06-06-2017
Som en del af forberedelsen til OK18 samles topforhandlerne på det offentlige område ved DJØF’s forhandlerkonference er for at udveksle synpunkter. Læs Flemming Vinthers tale her:

Flemming Vinthers tale ved DJØF’s Forhandlerkonference 2017

Først og fremmest tak for at jeg får lejlighed til at sige nogle ord her i dag og tak til arrangørerne for, at vi igen kan mødes for at udveksle synspunkter og afstemme forventningerne forud for OK-forhandlingerne næste år.

Jeg vil også gerne kvittere for, at vores nye minister Sophie Løhde har prioriteret at være her i dag for at deltage.

Som I alle ved, så kom Sophie og CFU ikke så godt fra start, og det har præget vores forår.

Heldigvis kan jeg bekræfte, at Sophie og jeg har haft et rigtig fint møde, hvor vi er blevet enige om at arbejde for at få genoprettet en god og sund dialog.

Det tror jeg på, at vi kommer i hus med!

Men betyder det så, at alt er godt?

Nej, det gør det ikke. De udfordringer, som førte til vores kontrovers i januar, består jo i store træk stadig.

En genoprettet dialog betyder alene, at vi har et bedre udgangspunkt for at løse udfordringerne. Ikke at de er forsvundet eller overvundet.

*** 

Hvis vi så vender blikket mod OK18 – hvad er det så vi ser?

Vi ser, at dansk økonomi har det godt, at beskæftigelsen stiger og arbejdsløsheden falder, og vi ser et privat forlig, som sikrer en reallønsfremgang i perioden, og som er præget af optimisme.

De private forlig er interessante for os, der skal forhandle de offentlige overenskomster, fordi den private ramme traditionelt lægger sporene for vores forhandlinger.

Så tak til vores private kolleger for at have forhandlet et pænt resultat hjem.

*** 

Jeg synes også, at der er andre områder end økonomien, hvor der er relevante elementer i de private forlig.

Der er markant forbedrede uddannelsesmuligheder, og en klar forbedring for seniorer.

Og personligt synes jeg, at udbygningen af fritvalgs-elementerne i overenskomsten giver nogle spændende muligheder.

Om vi skal samme vej på det statslige område, må de kommende måneder vise, og det skal naturligvis analyseres grundigt. Ikke alene i forhold til muligheden for at skabe en tilstrækkelig volumen i en fritvalgs-ordning, men også i forhold til hvordan man undgår at gøre et kollektivt ansvar til et individuelt problem.

***

Men hvad så?

Med en snarlig genopretning af dialogen mellem os og Sophie samt en dansk økonomi i god gænge bliver OK18 så bare en walk-over?

Nej, det gør den ikke. Af mange årsager.

*** 

På Christiansborg, har man har i sin visdom besluttet, at vi er så fattige i Danmark, at den offentlige sektor kun må vokse med 0,3 procent årligt.

Vel vidende at der skal minimum 0,6 procent til – alene for at opretholde det nuværende serviceniveau.

Ud over det skal de offentlige institutioner årligt reducere deres budgetter med op mod 2 procent i de såkaldte omprioriterings- og effektiviseringsbidrag.

Og selv om det i sig selv er positivt ladede ord, så dækker de reelt over, at budgetterne reduceres, uden at nogen aner, hvordan man skal finde pengene, og dermed ender det som en ordre til de ansatte om at løbe hurtigere.

Den selvpålagte fattigdom, som Christiansborg har besluttet skal gælde for det offentlige, bruges dermed som begrundelse for at forringe vilkårene for vores medlemmer.

*** 

Men det er et selvskabt hul i statskassen, vores medlemmer forventes at lukke. Det er jo ikke en objektiv sandhed, at der ikke er penge.

  • Vi deler ikke præmissen om, at Danmark er så fattig, at der ikke er penge til at opretholde og drive en velfungerende offentlig sektor.
  • Vi deler ikke Finansministeriets regnearkslogik, som går ud på, at enhver besparelse er en god besparelse.
  • Og vi deler under ingen omstændigheder det synspunkt, at vejen til engagerede og dygtige medarbejdere går via forringelser og nedskæringer!

*** 

Pengene er der, det er alene et spørgsmål om prioritering.

Og min pointe bliver atter understreget, når regeringen i sin nyligt fremlagte 2025-plan hellere vil have skattelettelser end sikre opretholdelsen af en velfungerende offentlig sektor.

*** 

Vi har i Danmark en lang tradition for at holde aftalesystemet og lovgivningen adskilt.

At det er en sandhed med visse modifikationer, ændrer ikke på, at det er en god praksis.

Men det er også en praksis, som forudsætter meget ansvarlige og bevidste politikere.

Og når realiteten er, at Christiansborg konsekvent underfinansierer den offentlige sektor med den konsekvens til følge, at vores medlemmers vilkår forringes for at skaffe balance i det selvpålagt budgetunderskud, så sker der en meget uheldig sammenblanding af aftaler og det politiske system.

I CFU ønsker vi ikke forumshopping!

Men vi er nødt til at forholde os til, at den politiske rammesætning HAR en kæmpe betydning for, hvad vi kan opnå ved forhandlingsbordet.

*** 

For øjeblikket oplever vi en arbejdsgivermodpart på statens område, som med stor omhu klemmer de sidste rester af engagement og virkelyst ud af de ansatte ud fra devisen om, at ”vi skal køre længere på literen”.

Man jagter vores betalte frokostpause og kutymefridage. Og ledere vurderes på, hvor hårdt de kan svinge sparekniven på øvrige vilkår, som fx rejseregler, arbejdstidstilrettelæggelse og brug af lokal løndannelse.

Og hver gang er begrundelsen, at vi som offentligt ansatte da må kunne forstå, at når nu riget fattes penge, så er det da kun et udtryk for god og ansvarlig ledelse, at man sparer. Også selv om besparelserne er lig med at forringe vilkårene for medarbejderne.

Jeg vil godt advare arbejdsgiverne mod at holde vejret, mens de venter på, at vi når frem til en forståelse for det synspunkt!

*** 

Og det er jo ikke bare fagforeningsballade og teatertorden!

SKAT er et rigtigt ubehageligt eksempel på, hvad der sker, når sparekniven svinges hovedløst. Over 10 milliarder gode skattekroner er sendt ud af landet til svindlere i udlandet, som har snydt med udbytteskat.

Mere end 90 milliarder i offentlig gæld, er ikke blevet opkrævet her i landet.

Og der bliver ved med at dukke nye sager op, som viser, at landets fælles indtægtskilde er blevet sparet til uduelighed.

Hvordan kan politikere og embedsmænd blive så forblændede af regneark og besparelser, at man ikke kan se skoven for bare træer?

Hvordan kan man nå frem til, at det giver mening at spare så meget på SKAT, at medarbejderne ikke længere kan passe deres arbejde.

Og hvor meget velfærd kunne vi egentlig have fået for de penge?

*** 

Der har i snart mange år været et mantra om, at den offentlige sektor skal køres som en privat virksomhed.

En hob af konsulentfirmaer er blevet ganske velhavende på at lave planer for, hvordan private styringsmekanismer kan implementeres i det offentlige og dermed sikre effektivitet.

Individuel løn, effektmåling og central styring har været nogle af redskaberne.

Har det så virket?

Ja – det tror jeg faktisk det har, hvis vi ser helt tilbage til den tid, hvor effekt og styr på økonomien var fremmedord i det offentlige.

Men man skal jo vide, hvornår man skal stoppe igen!

Vi har i dag en effektiv og produktiv offentlig sektor. Men alligevel bliver man ved at forfølge en plan, som åbenbart har som grundpræmis, at der er uanede spare- og effektiviseringspotentialer i det offentlige.

Men er det korrekt?

Jeg behøver ikke nævne SKAT igen – vel?

*** 

Men jeg kan nævne et individuelt lønsystem, som skaber mere frustration end produktion, og hvor et belønningssystem har udviklet sig til et kontrolsystem.

Og jeg kan nævne en central styring, som er så benhård, at man kan diskutere, om der reelt er tale om en decentralisering af aftaleretten.

*** 

Års ensidig fokus på økonomistyring og regnearkslogik har desværre medført, at man fuldstændigt har glemt, hvad der driver og motiverer de offentligt ansatte.

Der er ingen, der søger job i det offentlige, fordi man tror, at det er genvejen til en Ferrari og en strandvejsvilla.

Man søger det offentlige, fordi man ønsker at gøre en forskel. Fordi man gerne vil hjælpe andre mennesker, og fordi man gerne vil være med til at forbedre vores samfund.

Eller sagt med andre ord – det er mennesker, som er optaget af, at de kan gå hjem fra arbejde med en oplevelse af, at de har gjort en positiv forskel.

Men kan de det, når man dagligt kæmper med effektiviseringer, som reelt er sparerunder, med flytninger og målinger som hæmmer produktiviteten, og med en fokus på regneark som er i stand til at drive den sidste rest af engagement ud af selv den mest committede og tjenesteivrige offentligt ansatte?

Christiansborg er nødt til at forstå, at man ikke kan spare sig til effektivitet og produktivitet. Og en mindre offentlig sektor er ikke lig med en bedre offentlig sektor!

Vi er ikke blevet et af verdens rigeste og mest velfungerende lande på trods – men på grund – af en stærk offentlig sektor.

*** 

Men hvorfor nu alle disse politiske betragtninger her på en forhandlerkonference?

Fordi, som jeg indledte med: Den offentlige sektors rammer og vilkår BLIVER defineret mange andre steder end ved forhandlingsbordet.

Den værditilvækst, som vores medlemmer tilfører ”virksomheden” den offentlige sektor, er fjernet, FØR vi sætter os til forhandlingsbordet via de 2 procent i effektiviseringsbidrag.

Og den konsekvente underfinansiering af vores sektor betyder, at der aldrig er penge. Dermed bliver overenskomstforhandlingerne reelt et nulsumsspil, hvor vi skal aflevere et gode for at opnå et andet.

Men vi har jo allerede afleveret så rigeligt. Både de 2 procent og de 0,3!

Det er ikke en holdbar forhandlingssituation.

Der er brug for, at vores arbejdsgivere begynder at investere i deres medarbejdere. Reel investering, og ikke ”hunden der spiser sin egen hale-investeringer”!

*** 

Lad mig slutte af med lidt mere traditionelle forhandlerudmeldinger:

CFU har ikke udtaget krav endnu, og mange af medlemsorganisationerne er slet ikke færdige med deres interne kravsbehandling.

Men jeg tror godt, at jeg kan love, at følgende emner vil være at finde i de endelige krav:

En lønudvikling, som matcher den private.

Et farvel til et privatlønsværn, som blev undfanget på et fejlagtigt grundlag og født i synd.

Velkommen til en reel parallel lønudvikling mellem det private og det offentlige.

En grundig revurdering af, om den nuværende kompetencemodel reelt sikrer vores medlemmer muligheder, eller om den i praksis betyder, at vi finansierer arbejdsgiverbesluttede omstillinger.

Og – helt overordnet et opgør med, eller oprør imod – om I vil, den finansministerielle logik som er ved dræne vores sektor for energi og engagement.

Og til slut et klart og rungende nej til en videreførelse af en praksis, hvor en slunken offentlig kasse skal fyldes ved at forringe vilkårene for vores medlemmer.

Det bliver bestemt ikke let, og når vi samtidig har et par potentieller ”bomber” som en 2025-plan og lancering af Sophie Løhdes projekt med sammenhængsreformen, der detonerer lige umiddelbart, før vi sætter os til forhandlingsbordet, så fristes man næsten til at sige, at OK18 kan blive en seriøs kandidat til titlen som de sværeste overenskomstforhandlinger i mange år.

Men kampen for at genskabe respekten om de offentlige ansattes engagement og få gjort op med den nuværende arbejdsgiveradfærd er nok den vigtigste kamp, vi har kæmpet i lige så mange år.

Og husk: Det gør ikke noget, at en kamp er svær og hård, bare den er vigtigt og rigtigt.

Og det er den her kamp. I den grad!

Så jeg glæder mig faktisk!

Niels Hemmingsens Gade 12, 3. DK-1153 København K. / Tlf.: 33701300 / Fax: 33701333 / E-mail: oao@oao.dk / Sikker mail: e-boks.dk