Debat om kraftcenter spirer 

Udgivet: ;26-02-2013
Et væsentligt punkt i OAO’s tillidsreform er et kraftcenter for offentlig innovation. Et sådan kraftcenter er nu op til debat i et dansk medie, hvor blandt andet professor Jacob Torfing og SF’s Kommunal- og forskningsordfører taler for ideen.

”Regeringen bør tage initiativ til etablering af et nationalt kraftcenter for offentlig innovation.” Sådan skrev Jacob Torfing, professor i politik og institutioner på Roskilde Universitet, i sidste uge i et debatindlæg på Altinget.dk. Med indlægget er der kommet fokus på det kraftcenter, som OAO også kæmper for, og som er et vigtigt punkt i den tillidsreform, som OAO har fremlagt.

Jacob Torfing mener, at innovationen i det offentlige er af for tilfældig karakter, og at kommunerne er for dårlige til at lære af hinanden – selvom der kan være en kæmpestore gevinst ved det.

”Innovationsdagsorden er kommet for at blive, og hvis vi skal blive verdensmestre til offentlig innovation, så kræver det en dedikeret, samlet og ikke mindst tværgående indsats for at få gearet den offentlige sektor til en systematisk og vedholdende innovationsindsats,” skriver professoren i debatindlægget på Altinget.dk.

Debatindlægget blev fulgt op af en artikel i samme medie nogle dage efter, hvor OAO’s formand Dennis Kristensen uddybede vigtigheden af, at kraftcentret bliver til en realitet. Han mener, at et kraftcenter for offentlig innovation kan sætte skub i ændringerne i den offentlige sektor. Ændringer som regeringen selv har lagt op til.

”Margrethe Vestager taler om en tillidsreform, som hun dog ikke har særlig travlt med. Men et nyt nationalt center for offentlig innovation, der vender tingene på hovedet og inddrager medarbejdernes input, kan sætte fart i den proces,” siger Dennis Kristensen til Altinget.dk og undestreger, at et sådan center kræver penge, men at det i det lange løb kan give store besparelser og større kvalitet i det offentlige.

Altinget.dk kigger også nærmere på politikernes holdninger til et sådan kraftcenter. Mens de Radikale er skeptiske, er SF’s kommunal- og forskningsordfører Lisbeth Bech Poulsen mere positiv.

"Jeg vil bestemt ikke afvise idéen. Innovation af den offentlige sektor er en vigtig dagsorden. Kommuner, der er største aftagere og brugere af innovation, skal lære af hinanden. Der er ingen konkrete planer om et center, men det kan godt være, vi skal kigge på behovet for et nationalt center," siger hun til Altinget.dk

Læs hele Altinget.dks artikel om kraftcentret her og Jacob Torfings fulde debatindlæg her.

Islands Brygge 32D, 1.sal DK-2300 København S. / Tlf.: 33701300 / E-mail: oao@oao.dk / Sikker mail: e-boks.dk