"Ministeren skal forstå, at hun ikke kun er minister for de statslige arbejdsgivere" 

Udgivet: ;25-01-2017
Statens ansatte har opsagt samarbejdet med arbejdsgiveren Moderniseringsstyrelsen og Finansministeriet. Men hvorfor – og hvad skal der til, for at de statslige ansatte igen vil indgå i et samarbejde? Flemming Vinther, formand for OAO-Stat og Centralorganisationernes Fællesudvalg CFU, der repræsenterer 180.000 statslige ansatte, og dermed er topforhandler på vegne af statens ansatte, fortæller om baggrunden for opsigelsen og ønsket til ministeren.

 

Interview: Kresten Madsen

Flemming Vinther, I har valgt at opsige samarbejdet med staten for første gang i historien. Hvordan er det kommet hertil?

”Det er jo ikke noget, der er kommet ’over-night’, men er bygget op over lang tid. I virkeligheden har det ikke noget med Sophie Løhde at gøre. CFU havde bedt den forrige finansminister Claus Hjort Frederiksen om et møde allerede tilbage i november, idet vi oplever en Moderniseringsstyrelse, som igen og igen går efter en snæver tolkning af reglerne. Altså: ’Er man forpligtet til det her? – Nej det er man ikke. Godt, så skal man for alt i verden ikke gøre det’.

Vi er nu i en situation, hvor arbejdsgiveren har en fantasi om, at vi på den ene side i fællesskab skal kunne finde svar på, hvordan vi kompetenceudvikler statens medarbejdere, hvordan vi håndterer disruption, trivsel og psykisk arbejdsmiljø, hvordan vi får den offentlige sektor til at køre endnu længere på literen. Samtidig med at de ensidigt stjæler vores fridage og forringer de vilkår, som vores tillidsrepræsentanter og de faglige organisationer generelt har at arbejde under. De to ting kan naturligvis ikke gå hånd i hånd.”

I forbindelse med regeringens udflytning af de 4.000 statslige arbejdspladser, forklarer Flemming Vinther:

”Den beslutning var som bekendt ikke til debat, og vi beder derfor om at få lavet nogle aftaler, som kan være med til at mindske usikkerheden hos de mennesker, der berøres. Der møder vi en Moderniseringsstyrelse, der siger: ´Det kan vi godt, men først når vi har det fulde overblik’. Det giver ikke mening. Når vi har det fulde overblik, er der jo ikke længere nogen usikkerhed.

Vi har folk, der skal til Grønland på tjenesterejse, hvor planlægningen fra tjenestestedet giver dem to døgns ventetid på Island. Her følger man ikke de regler, som tjenesterejseaftalen ellers tilsiger, og tilføjer: ’I skal være glade for overhovedet at få løn’. Det er squ’ da ikke os, der har planlagt rejsen og bestilt flybilletterne!

Vi oplever, at når man skal have nye pasbetjente ude i lufthavnen, siger Moderniseringsstyrelsen: ’Nu ansætter vi folk på individuelle kontrakter, og afventer hvilken organisation, der ønsker at overenskomstdække.’ Hvad går det nu ud på? Hvorfor kalder de ikke organisationer til bordet og siger: ’Nu får I lige et kvarter, så vil vi godt have at vide, hvem af jer tegner overenskomst på det her.’”

Flemming Vinther understreger netop behovet for at anerkende det system, vi har opbygget i Danmark:

”Vi taler tit om den danske model, som noget statisk. Men der er ikke korrekt. Den danske model er en partsmodel, der har udviklet sig fra at være en konfliktmodel, til hvor vi er i dag – nemlig en samarbejds- og konfliktløsningsmodel.

På trods af, at vi er opstået som modparter, har vi i Danmark de sidste 25-30 år formået at sige: ’Jo, jo, vi er uenige om nogle ting, og lad os slås om dem, men skal vi nu ikke lade være med at splitte det hele ad, mens vi slås. Skal vi ikke sørge for, at der også er en stol at sidde i bagefter?’”

Den danske model baserer sig på en gensidig respekt, og de nuværende uenigheder skyldes ikke en manglende forståelse for, hvem der har ledelsesretten, forklarer Flemming Vinther:

”Det her er et spørgsmål om, hvordan man vælger at anvende sin ledelsesret, mere end en diskussion om hvorvidt man har ledelsesret. Jeg har jo også ledelsesret ovre i mit eget hus. Jeg kan jo godt fra i morgen træffe en række beslutninger, som mine medarbejdere må finde sig i. Dét, jeg som leder skal overveje, er: ’Får jeg et mere velfungerende hus eller et mindre velfungerende hus?’ Sagt på en anden måde; det er jo bestemt muligt at træffe tåbelige beslutninger med ledelsesretten i ryggen!

Samarbejdsaftalen, vi fornyede i 2013, er et super eksempel på, at vi tør gå ind på den fælles bane og sige: ’Nu fjerner vi skal-bestemmelser, og så tror vi egentligt på, at samarbejdsudvalget kan fungere endnu bedre’. Men det kræver naturligvis at begge parter skal leve op til ansvaret. Vi kan jo ikke blive ved med at lave rammeaftaler, der tager udgangspunkt i samarbejde og gensidig respekt, hvis det, vi hører fra vores lokale folk, er: ’Jamen vores lokale arbejdsgiver vil ikke være med til at fylde rammeaftalerne ud, de fortæller os bare, hvordan det bliver’. Du kan ikke kombinere rammeaftaler og diktat”, understreger Flemming Vinther.

Årsagen til, at samarbejdet i den nuværende form måtte bringes til ophør:

”Det, der fik bægeret til at flyde over – og foranledigede mødet med ministeren – var, at man nu går ud og siger til en masse af vores medlemmer: ’De her tre arbejdsgiverbetalte fridage, dem kradser vi lige ind, da pengene er små, og budgetterne er knappe.

Hertil har jeg prøvet at sige til departementschefen i Finansministeriet: ’Jeg tror ikke, du skal forestille dig, at du er i en verden, hvor nogle er vores medlemmer siger: ’Ej hvor er det synd for Martin Præstegård, at han kun har fået 0,3 procent at drive butikken for. Ved du hvad, jeg smider en af mine fridage i puljen, fordi det er squ’ også urimeligt’. Sådan tænker vores medlemmer ikke. Det er finansministeren, der er forpligtet af et skrabet budget, ikke vores medlemmer. Ud over at de måske endda har protesteret over rammerne for den offentlige sektor, så har de også været igennem den ene effektivisering, modernisering og rationalisering efter den anden. At de nu også skal betale med deres fridage, er helt vanvittigt!

Vi vil gerne tage ansvar. Vores medlemmer vil gerne tage ansvar for staten. Men ikke når man samtidig oplever, at ens vilkår bliver forringet bag om ryggen på én. Hver gang man blinker med øjnene, er der forsvundet et gode. Man tænker, ’det har I da ikke snakket noget om!’ ’Nej, nej, det behøver vi ikke, det er jo vores ledelsesret.’”

På spørgsmålet om, hvad konsekvenserne af den nuværende situation er, forklarer Flemming Vinther:

”Ministeren gør meget ud af, at hun ikke vil detailstyre den statslige sektor. Det beder jeg bestemt heller ikke om, og det vil de fleste af os gerne have os frabedt. Men ministerens optræden vil netop medføre, at vores lokale led i afmagt vil sende en hob af detailkrav ind til overenskomstfornyelsen, som skal forhandles ved det centrale bord. Vi vil ende med at skulle forhandle en række hverdagsting, der bør løses lokalt, og dermed detailstyre institutionerne ved hjælp af overenskomsterne.

Ministeren siger: ’Jeg vil ikke blande mig i deres hverdag’. Men det er præcis dét, hun kommer til. Det bliver bare ved overenskomstbordet, hvilket ikke er en god måde at drive staten på.”

Ønsket til ministeren som forudsætning for at kunne genoptage samarbejdet er da også helt klart:

”For det første forventer jeg mig af Sophie Løhde, at hun påtager sig rollen som arbejdsgiver for hele staten – ikke kun for ledelsessiden. Ministeren skal forstå, at hun ikke kun er minister for de statslige arbejdsgivere. Hun er faktisk minister for alle statens ansatte. For det andet forventer jeg, at hun sender et klart signal om, hvad hun faktisk mener er en ordentlig og anstændig arbejdsgiveradfærd, og at vi bliver enige om, at når der sker indgreb i de vilkår, vores medlemmer har, så adresserer man dem ved partsbordet.

Den situation, vi har nu, fører kun til, at vi kører langt kortere på literen. Ikke længere.

Jeg har egentlig stor tiltro til vores nye minister, men hun er tydeligvis blevet rådgivet på en måde, som fører til lige nøjagtig den situation, hun forsøger at undgå”, afslutter Flemming Vinther.

 

 

Niels Hemmingsens Gade 12, 3. DK-1153 København K. / Tlf.: 33701300 / Fax: 33701333 / E-mail: oao@oao.dk / Sikker mail: e-boks.dk