Tre nye eksempler på tillid og innovation 

Udgivet: ;27-09-2013
Samarbejde på tværs af plejesektoren, afskaffelsen af minuttyranni og en socialborgmester der går imod pressen og nægter at lave unødvendige regler. Alle tre er eksempler på, hvordan tillid og innovation har ændret hverdagen for medarbejdere og borgere. Læs med og bliv inspireret.

OAO er klar med tre nye cases, hvor tillid og innovation har gjort en forskel for både borgere og medarbejdere:

Københavns Kommune valgte at gå planken ud

Presset på politikere, når en sag kommer i medierne, resulterer ofte i ekstra - og i mange tilfælde unødvendige regler – på området. Men i København overraskede socialborgmester Mikkel Warming ved at gå imod strømmen, da institutionen Nexus kom i medierne på grund af anklager om hashmisbrug på stedet. Socialborgmesteren havde begrundet tillid til institutionen, som i hans øjne leverede fantastiske resultater. Derfor stillede han sig op og forsvarede institutionen i de landsdækkende medier.
Læs om hvordan ”Københavns kommune valgte af gå planken ud” her.

Sådan plejede vi ikke at pleje

I Fredericia kommune har projektet ”Længst Muligt I Eget Liv” givet ældre bedre tilbud samtidig med, at medarbejdernes trivsel er boomet. I dag arbejder hjemmehjælperen sammen med ergoterapeuten, sygeplejersken, fysioterapeuten og SOSU-assistenen om at give bedre løsninger for de ældre i kommunen.
Læs ”Sådan plejede vi ikke at pleje” her.

Minuttyranni til tælling i Københavns Kommune

I Københavns Kommune skrottede Sundheds og Omsorgsforvaltningen minuttyrannien i hjemmeplejen, så medarbejderne ikke længere skulle bruge et nøjagtigt antal minutter til opgaver som toiletbesøg og tandbørstning. I stedet kan hjemmehjælperne i dag selv vurdere, hvad den enkelte borger har brug for. Det har resulteret i større arbejdsglæde og bedre oplevelser for borgerne.
Læs om hvordan minuttyranni kom til tælling i Københavns Kommune her.


Du kan også læse mange andre gode eksempler på tillid og innovation på vores tillidshjemmeside.

Niels Hemmingsens Gade 12, 3. DK-1153 København K. / Tlf.: 33701300 / Fax: 33701333 / E-mail: oao@oao.dk / Sikker mail: e-boks.dk