Vil du være med til at forny den offentlige sektor? 

Udgivet: ;04-03-2014
Der bliver i dag åbnet op for tilmeldinger til fem inspirationsarrangementer over hele landet. Her kan du udveksle erfaringer, aflevere ideer og forslag og ikke mindst blive inspireret af andre. Du kan også få inspiration fra den netop udkommet Startpakke.

Fem inspirationsarrangementer skal være med til at sætte skub i fornyelsen af den offentlige sektor. Vil du være med?

Fra marts til juni bliver der holdt arrangementer over hele landet, hvor du kan lære om lokale erfaringer fra statslige, regionale og kommunale offentlige arbejdspladser. Du kan høre Margrethe Vestager fortælle om sine visioner for moderniseringen. Og du kan være med til at udveksle erfaringer og selv komme med ideer til, hvordan den offentlige sektor kan forbedres.

Formålet med inspirationsarrangementerne er at få spredt gode ideer og lære af hinandens succeser - og i sidste ende være med til at forny den offentlige sektor.

Der bliver åbnet op for tilmelding til arrangementerne i dag. Der er cirka 150-200 pladser til hvert arrangement og pladserne tildeles efter først-til-mølle-princippet. Du kan se datoerne for arrangementet nederst og tilmelde dig her.

Startpakken udkommer også i dag. Et hæfte med inspiration til hvordan de syv principper for samarbejde om moderniseringen kan omsættes i praksis. Du kan blandt andet læse om Vejle Kommune, der har fået dispensation til at tilrettelægge kontaktforløb for de arbejdsledige individuelt, så indsatsen giver mening for i forhold til at flytte borgeren tættere på arbejdsmarkedet. Du kan lade dig inspirere af Ideklinikken på Aalborg Sygehus, der hjælper med at videreudvikle medarbejderes ideer. Og af Københavns Kommune der arbejder systematisk med at fjerne unødige regler og har indført et kodeks for tillid, som skal guide politikere og det øverste embedsniveau til at lede i et tillidsbaseret perspektiv.

Du kan downloade Startpakken her.

Inspirationsarrangementerne afholdes mellem 15.00-18.00:
• Den 24. marts i Det Danske Filminstitut, Gothersgade 55, 1123 København K
• Den 7. april i Skanderborg Park, Skovsvinget 10, 8660 Skanderborg
• Den 12. maj i IBC Innovationsfabrikken, Birkemosevej 1, 6000 Kolding
• Den 16. juni på Aalborg Universitetshospital, Medicinerhuset, Mølleparkvej 4, 9100 Aalborg
• Den 17. juni i Region Sjælland (nærmere placering endnu ikke fastlagt)

Islands Brygge 32D, 1.sal DK-2300 København S. / Tlf.: 33701300 / E-mail: oao@oao.dk / Sikker mail: e-boks.dk