Drøftelse på rette MED-niveau 

Udgivet: 11-01-2013 | Redigeret: 02-01-2018
LinkedIn
A A A

Drøftelserne i MED-systemet skal altid ske på ”rette niveau”. Det står i § 5 i MED-rammeaftalen.

Det betyder, at når ledelsen træffer beslutninger, der har indflydelse på arbejds- og personaleforhold, skal det drøftes i MED-systemet. Men det skal drøftes på det niveau, hvor ledelsen kan træffe beslutningen eller kan indstille til beslutning til det politiske niveau. Ledelsen skal altså have rette kompetence, og MED-systemet skal på den måde afspejle ledelsesstrukturen.

Hvis man for eksempel ønsker at lukke en institution, skal det drøftes i det MED-udvalg, hvor den chef eller direktør sidder, der laver indstillingen til økonomiudvalget og kommunalbestyrelsen. Det skal altså ikke drøftes på selve institutionen, hvor lederen ikke har kompetence til at ændre på indstillingen til økonomiudvalget eller kommunalbestyrelsen.

Medarbejderne fra den institution, der skal lukkes, skal til gengæld inddrages af medarbejderrepræsentanterne fra det MED-udvalg, hvor drøftelsen skal ske.

MED-udvalget på institutionen skal også inddrages i det omfang, der er besluttet i den procedureretningslinje, som MED-hovedudvalget har indgået i kommunen eller regionen.

MED-rammeaftalens § 5:

”Medindflydelse og medbestemmelse udøves indenfor det kompetenceområde, som ledelsen har med hensyn til arbejds-, personale-, samarbejds- og arbejdsmiljøforhold.”

 ”Ledelsens kompetence er udgangspunktet for medindflydelse og medbestemmelse indenfor et givent område. Hvis en leder ikke har kompetence i forhold til et givent emne, er der i princippet ikke grund til at inddrage emnet i samarbejdet. Samarbejdet mellem ledelse og medarbejdere bør i stedet finde sted på det niveau såvel højere som lavere, hvor ledelsen har kompetencen.”

I guiden her om drøftelse på rette MED-niveau er der taget udgangspunkt i eksemplet med en institutionsnedlæggelse.

Niveau 1: MED-Hovedudvalget

Hvis direktionen forbereder en beslutning om at nedlægge en institution, og kommunaldirektøren eller direktion for eksempel er ansvarlig for sagsfremstillingen til kommunalbestyrelsen eller økonomiudvalget, så er det MED-hovedudvalget, der drøfter indstillingen, og det er MED-Hovedudvalgets drøftelser, der skal inddrages i den endelige beslutning.  

Medarbejderrepræsentanterne fra det MED-udvalg, hvor sagen ligger, skal drøfte indstillingen med deres bagland (valggrundlag) før drøftelsen i MED-udvalget. I eksemplet med institutionsnedlæggelsen betyder det, at medarbejderrepræsentanterne i MED-hovedudvalget skal drøfte konsekvenserne med de berørte medarbejdere på institutionen (§ 7 bemærkning til stk. 4).

Det er MED-hovedudvalgets procedureretningslinje for større omstillingsprojekter, evt. procedureretningslinjen for budgettets konsekvenser for arbejds- og personaleforhold, der afgør om institutionens MED-udvalg inddrages i processen omkring institutionens lukning. 

Hvis der ikke er indgået procedureretningslinjer, der dækker spørgsmålet, kan MED-Hovedudvalget afgøre, hvordan de vil inddrage andre MED-organisationer.

Niveau 2: MED-udvalget på forvaltningsniveau, områdeniveau eller sektorniveau

På forvaltnings- eller områdeniveau skal man også se på ledelsesniveauets kompetenceområder.

Har forvaltningschefen ret til at indstille lukningen af institutionen til eksempelvis kommunalbestyrelsen eller økonomiudvalget, så vil indstillingen (hvis de falder ind under § 7 i MED-rammeaftalen) skulle drøftes i MED-udvalget på forvaltnings/områdeniveau. Drøftelsen skal ske før forvaltningschefen indstiller til beslutning om lukning.

Når forvaltningschefen indstiller til det politiske udvalg for daginstitutionsområdet, at der skal nedlægges en institution, er det samtidig forvaltningschefens opgave at drøfte og forhandle spørgsmålet med MED-udvalget på dette MED-niveau. For det betyder, at MED-udvalgets drøftelse kan indgå i beslutningsgrundlaget.

I eksemlet her vil der efterfølgende være 2 modeller, der afhænger af om det politiske udvalg ikke ændrer eller ændrer indstillingen om lukning:

Model 1:

Det politiske udvalg indstiller til kommunalbestyrelsen, at forvaltningens indstilling følges, og institutionen nedlægges. Udvalget ændrer altså ikke i indstillingen.

I det tilfælde skal drøftelserne fra forvaltnings- eller område-MED-udvalget sendes til kommunalbestyrelsen i samme form, som det har været sendt til det politiske udvalg på forvaltningsniveau.

Hovedudvalget skal informeres om indstillingen og resultatet af drøftelserne, hvis det er en aftalt procedureretningslinjer eller står i den lokale MED-aftale.

Model 2:

Det politiske udvalg kan ændre i indstillingen. Det kan for eksempel være i forhold til tidspunktet for institutionens nedlæggelse eller lignende. Så er der en ny situation.

Nu skal MED-Hovedudvalget drøfte den nye indstilling fra det politiske udvalg på områdeniveau, og de drøftelser skal indgå i det endelige beslutningsgrundlag for kommunalbestyrelsen.

Man kan også vælge at drøfte den nye situation i MED-systemet i det forvaltnings/område MED-udvalg, der i første omgang drøftede indstillingen. Det kan man vælge, hvis det stadig er forvaltningschefen, der skal lave den endelige indstilling til kommunalbestyrelsen.

Niveau 3: MED-udvalget på institutionsniveau

Hvis institutionen skal nedlægges, er institutionsniveauet ikke det rigtige niveau at drøfte beslutningen om nedlæggelse på. Institutionsledelsen har næppe indstillingsret til kommunalbestyrelsen, der i sidste ende er dem der skal tage beslutningen.

Desuden vil en institutionsnedlæggelse også betyde, at der skal for eksempel skal tages stilling til om kommunen kan omplacere personalet indenfor kommunens arbejdsgiverområde, eller om der kan laves andre tryghedsforanstaltninger for personalet. Det er forhold, som hverken medarbejderrepræsentanterne eller ledelsen på institutionen kan beslutte.

Det bør fremgå af procedureretningslinjerne for større omstillingsprojekter, hvordan medarbejderne og MED-systemet på det lokale niveau tages med og høres i processen.

Desuden har ledelsen på institutionen naturligvis pligt til i institutionens MED-udvalg at informere om den seneste udvikling og den forventede udvikling i henhold til § 7 i MED-rammeaftalen.

Du kan læse mere om information og drøftelse og om retningslinjer i de to inspirationsnotater, der handler specielt om de emner.

 

Senest redigeret september 2014

Islands Brygge 32D, 1.sal DK-2300 København S. / Tlf.: 33701300 / E-mail: oao@oao.dk / Sikker mail: e-boks.dk