Gennemførelse af Europas Økonomiske og Monetære Union 

Udgivet: 01-10-2015 | Redigeret: 02-01-2018
LinkedIn
A A A

Midt under den græske krise offentliggjorde de 5 såkaldte EU-formænd  en rapport for, hvordan der opnås en forstærket integration samt en central beslutningsproces i eurozonen. Rapporten er således en handleplan for, hvordan de 19 eurolande senest i 2025 gennem flere faser både opnår en ægte økonomisk union, en finansiel union, en finanspolitisk union for til sidst at ende med en politisk union.

Der er med andre ord tale om vidtgående planer for, hvordan ØMU’en skal udbygges fra og med den 1. juli 2015 og hvordan den kan være fuldført senest i 2025. Ifølge rapporten, skal reformen – eller den fulde integration - føres ud i livet via 3 faser:

Fase 1: (1. juli 2015 – 30. juni 2017)

Euro¬landene skal færdiggøre den såkaldte finansunion, der fuldender den europæiske regulering af den finansielle sektor, som under finanskrisen nær kostede euroen livet, fordi bankerne udelukkende var nationalt reguleret. Gennem fuldførelse af bankunionen skal der blandt andet ske en risikodeling med den private sektor. Samtidig skal konkurrenceevnen og den strukturelle konvergens boostes. Det betyder blandt andet, at landenes ordninger for understøttelse, arbejdsmarkedspolitik og velfærd skal harmoniseres, alt imens man anerkender, at landene skal kunne opretholde deres nationale særpræg.

Fase 2: (1. juli 2017 – 2020)

Her skal euro¬landene afgive suverænitet, således at den centrale beslutningskraft i eurozonen styrkes. Nationale politikker inden for beskæftigelse, erhverv og styring af den offentlige sektor skal harmoniseres. Det samme gælder for dele af skattelovgivningen, primært selskabsskat. Et fælles eurozonebudget – i realiteten et eurofinansministerium – skal kunne bruges således, at man opbygger budgettet i økonomisk gode tider og til gengæld kan bruge det til at stimulere økonomien i nedgangstider. 

Fase 3: (2020-2025)

Fase 3 beskrives mindre konkret. Men af rapporten fremgår det, at eurozonen som verdens næststørste økonomi ikke i længden kan bygge alene på jura. Tværtimod må eurozonen kunne styres politisk, hvilket betyder, at eurolandene må afgive mere suverænitet over de-res nationale økonomiske politik. 

Et par punkter i rapporten er specielt interessante:

Pres på de frie lønforhandlinger

Et meget kontroversielt forslag vedrører arbejdsmarkedets frie lønforhandlinger. Der står i rapporten: ”Det anbefales, at alle eurolande indretter et nationalt organ med ansvar for overvågning af resultater og politikker inden for konkurrenceevne. Disse konkurrenceevne-myndigheder bør være uafhængige enheder med mandat til at vurdere, om lønningerne udvikler sig i overensstemmelse med produktiviteten, og sammenligne udviklingen med udviklingen i andre lande i euroområdet og hos de vigtigste sammenlignelige handels-partnere.” (p. 7 nederst og p. 8 øverst).

Rapporten understreger, at de nye myndigheder ikke skal harmonisere løndannelsen i eurolandene, men med deres vurderinger tjene ”som rettesnor under lønforhandlinger.”!!

Det vil med andre ord sige, at de nye myndigheder vil lægge et pres på arbejdsmarkedets frie lønforhandlinger. Et nedadgående pres på lønnen i et land vil i sig selv gøre dette land mere konkurrencedygtigt, men samtidig gøre andre eurolande mindre konkurrencedygtige, og dette vil betyde en farlig nedadgående spiral, hvor lønninger i de forskellige medlemslande systematisk vil blive spillet ud mod hinanden, og hvor den økonomi, der presser lønningerne mest, bliver den standardreference, som alle skal følge.

Afgivelse af suverænitet

Målet er en ”komplet struktur” (p. 5), i form af en ØMU der både er en økonomisk, finansiel, finanspolitisk og politisk union. Dette vil ”uundgåeligt indebære deling af mere suverænitet over tid.” Og senere i samme afsnit: ”I praksis vil dette kræve, at medlemsstaterne i stigende grad accepterer fælles beslutningstagning om elementer i deres respektive nationale budgetter og økonomiske politikker.”

Her lyder det som om, man vil flytte de enkelte landes finanslovsforhandlinger være fra de nationale parlamenter og ned til Bruxelles.

Det er alt i alt nogle store skridt der skal tages for at fuldbyrde handlingsplanen. I lyset af den skepsis der generelt er omkring EU, kan det nok blive mere end vanskeligt at fuldføre planen. I rapporten understreges det, at man er opmærksom på, at de ønskede forandringer ikke må påføre ikke-eurolande ulemper. Men der er ingen tvivl om, at det intensiverede samarbejde mellem euro¬landene vil forstærke det faktum, at Danmark som ikke-euroland er udelukket fra beslutningsprocesserne i eurozonen. 

Islands Brygge 32D, 1.sal DK-2300 København S. / Tlf.: 33701300 / E-mail: oao@oao.dk / Sikker mail: e-boks.dk