PSI (Public Services International)

PSI er de offentlige ansattes globale hovedorganisation, der repræsenterer 30 millioner arbejdstagere i den offentlige sektor, fra 700 medlemsorganisationer i 163 lande. PSI arbejder for menneskerettigheder, social retfærdighed og alles adgang til offentlig service af høj kvalitet.

PSI’s medlemmer, hvoraf to tredjedele er kvinder, arbejder inden for sociale tjenester, sundhedsvæsen, kommunale og samfundsmæssige tjenester, centralregeringen og offentlige forsyningsvirksomheder såsom vand og elektricitet. PSI samarbejder med FN, faglige organisationer, civil samfundet og andre organisationer.
Gå til PSI's hjemmeside

PSI-Danmark
PSI-Danmark er de danske EPSU/PSI-organisationers samarbejdsorganisation.

Formålet med samarbejdet er at samordne, koordinere og styrke PSI-Danmark’s synspunkter om faglige og politiske emner, der relaterer sig til medlemskabet af EPSU/PSI, for dermed at repræsentere og forsvare de tilsluttede organisationer foruden deres medlemmers interesser i internationale spørgsmål. Endeligt er det også vigtigt at fremme forståelsen for det internationale samarbejde. Med andre ord er det her de danske offentlige faglige synspunkter koordineres.

PSI-Danmarks øverste myndighed er Koordinationsudvalget, hvori samtlige medlemsorganisationer er repræsenteret. Koordinationsudvalget vælger også de to danske repræsentanter i EPSU og PSI’s Eksekutivkomité.

FOA’s formand Mona Striib er formand for PSI-Danmark og medlem af EPSU Eksekutivkomité. HK/STAT’s formand Rita Bundgaard er næstformand for PSI-Danmark, suppleant til EPSU Eksekutivkomité samt medlem af PSI Eksekutive Board. Suppleant i PSI Eksekutive Board er Gruppeformand 3F Offentlige gruppe Lydia Callesen.

PSI-Danmarks sekretariatet består af de internationale sekretærer fra FOA, OAO og Dansk Sygeplejeråd. Forhandlingsfællesskabet har en observatørplads i sekretariatet.

 

Kontakt

Jens Erik Ohrt

Konsulent

Tlf.: 33 70 13 12, mail: jeo@oao.dk

Internationalt, EU