Den frivillige lederuddannelse i psykisk arbejdsmiljø (FLIPA) 

Udgivet: 02-08-2021 | Redigeret: 02-08-2021
A A A

Moderniseringsstyrelsen og Centralorganisationernes Fællesudvalg (CFU) har i fællesskab besluttet at den frivillige lederuddannelse i psykisk arbejdsmiljø – FLIPA, fortsætter uændret i indeværende overenskomstperiode.

 

Nyt hold af den frivillige lederuddannelse i psykisk arbejdsmiljø rulles ud

Nu får alle statslige ledere med personaleansvar igen mulighed for at komme på den frivillige lederuddannelse i psykisk arbejdsmiljø – FLIPA.

Uddannelsens 6. hold starter op i oktober, og det er nu muligt at tilmelde sig på FLIPA.dk. Den eksterne evaluering foretaget af EVA viste, at lederuddannelsen er en stor succes, og at lederne får rigtig mange gode værktøjer og viden med sig fra kurset.

MEDST OG CFU er glade for, at det nu igen er muligt at tilbyde ledere i staten at komme på uddannelse i psykisk arbejdsmiljø. Uddannelsens første fem hold har været en stor succes, og parterne har modtaget mange forespørgsler om, hvornår det igen ville være muligt at komme på et hold.

Der er ikke noget at sige til, at uddannelsen er eftertragtet. For alle arbejdspladser er det vigtigt at sikre et godt psykisk arbejdsmiljø, da det har stor betydning for både kvalitet, produktivitet og fastholdelse af dygtige medarbejdere. Netop nu efter en lang periode med Corona står mange arbejdspladser over for igen at have en hverdag med fysisk tilstedeværelse af medarbejderne, og nogle steder skal man måske have pustet nyt liv i de gode relationer, det gode samarbejde og det gode psykiske arbejdsmiljø.

Eksperter i psykisk arbejdsmiljø og ledelse underviser
På lederuddannelsen underviser Malene Friis Andersen, Marie Kingston og Claus Elmholdt, der alle er eksperter i ledelse og psykisk arbejdsmiljø. Lederuddannelsen lægger vægt på, at der veksles mellem teori og praksis samt er anvendelsesorienteret, så det er nemt for lederne at gå hjem og gå direkte i gang med det lærte.

Målgruppen for uddannelsen er alle statslige ledere med personaleansvar. Erfaringerne fra de tidligere hold viser, at det giver stor værdi for ledere på tværs af forskellige typer arbejdspladser, ledelsesniveau og ledelseserfaring at mødes og udveksle erfaringer.

Tilmeldingen er nu åben
Hvis du er leder og ønsker at tilmelde dig, så kan du gøre dette på flipa.dk. Tilmeldingsfristen er fredag den 10. september 2021.

Læs mere om uddannelsen på flipa.dk.

 

For yderligere info om uddannelsen kontakt:

Malene Salskov Amby
Akademikerne
msa@ac.dk

Søren Kreilgaard
Medarbejder- og Kompetencestyrelsen
SOKRE@medst.dk 

Islands Brygge 32D, 1.sal DK-2300 København S. / Tlf.: 33701300 / E-mail: oao@oao.dk / Sikker mail: e-boks.dk