Ideerne var der - de skulle bare frem 

Udgivet: 21-11-2013 | Redigeret: 01-03-2019
A A A

Idéklinikken i Region Nordjylland opmuntrer medarbejderne til at tænke innovativt og hjælper dem med at udvikle konkrete idéer. Flere idéer er blevet til produkter, der kan patenteres og som gør hverdagen lettere for både personale og patienter.

”Vi havde en formodning om, at medarbejderne havde mange idéer til forbedringer, som ikke kom videre. Så enten omsatte de deres idéer i ”Storm P.-løsninger” eller også slog de sig til tåls med tingene, som de var,” siger udviklingssygeplejerske og innovationskonsulent Susanne Winther Sørensen.

Den formodning blev bekræftet, da Aalborg Universitetshospital oprettede Idéklinikken. Medarbejderne kan nu få vurderet deres idéer og hjælp til at videreudvikle dem, hvis de er gangbare. Idéklinikken er åben for alle ansatte og borgere i Region Nordjylland.

Masser af idérige medarbejderne

Det har vist sig, at det ikke skorter på gode idéer. Siden oprettelsen i 2009, har Idéklinikken modtaget hundredevis af idéer om alt fra avancerede teknologier udsprunget af grundforskningen til helt almindelige praktiske løsninger på de problemstillinger, som medarbejderne oplever i dagligdagen.

En af succeshistorierne kommer fra Barselsafsnittet. Her ærgrede man sig over, at der ikke fandtes nogen bæresele til for tidligt fødte børn - gennem den øgede kropskontakt styrkes nemlig de følelsesmæssige bånd mellem mor og barn, og morens mælkeproduktion stimuleres.

“I samarbejde med en lokal virksomhed har Idéklinikken derfor fået udviklet en simpel og nem bæresele til helt små børn. Nu er selen i produktion, og kan købes af alle landets hospitaler,” siger Susanne Winther

En anden idé kom fra en lokal sikkerhedsleder, som ønskede en ergonomisk løsning til de fodpedaler, som sekretærer bruger til at styre afspilningen af diktater, når de transskriberer. Hun havde fået flere henvendelser fra sekretærer, som døjede med gener fra ryg, nakke og skuldre. Hun ville derfor gerne, at de brugte deres hæve/sænkeborde noget mere, men problemet var, at den fodpedal, som de bruger, når de transskriberer, kun kan bruges i siddende stilling. Kunne der mon udvikles en løsning, som kunne bruges til transkribtion i stående stilling?

Idéklinikken blev inddraget, og i samarbejde med den markedsledende virksomhed inden for diktering og transskription, er der nu udviklet en løsning, som består af en holder, der passer til den eksisterende fodpedal. Man står på den med begge fødder, og lydklippet afspilles ved at bruge hælen i stedet for forfoden, hvilket er mere ergonomisk korrekt. Softwaren i fodpedalen indstilles til automatisk at spole et antal sekunder tilbage, når den slippes. Dette gør, at sekretærerne nu kan nøjes med at bruge en knap på fodpedalen i stedet for tre.

Iltsut og urinkolbe

Det er ikke alle idéer, som lige hurtigt bliver til virkelighed. Nogle af de tidligste idéer, som som Idéklinikken modtog, er også blandt dem, der har været længst undervejs, fordi de har været igennem en længere produktudviklingsproces. Det gælder for eksempel en iltsut til babyer og mindre børn. Den er opfundet af en sygeplejerske som løsning på det problem, at mange babyer forsøger at fjerne næsekatetre og iltmasker, når de vågner af narkose. I stedet kan de nu få ilt gennem en sut – den spytter de ikke ud.

En anden sygeplejerske fik, efter at have interviewet en række mandlige patienter, idéen til en mere praktisk urinkolbe med et system, der hindrer spild og lugt. Sammen med en virksomhed arbejder Idéklinikken netop nu med de sidste designændringer, før den kan gå i produktion.

Endelig har to læger opfundet en holder til den lille ultralydsscanner, de bruger, når de skal kontrollere sammensyningen af de små blodårer i forbindelse med bypassoperationer.

Stort set alle faggrupper på hospitalet har bidraget med idéer, og for at opmuntre dem til at komme med flere har Idéklinikken gennem et par år haft ca. 50 medarbejdere fra flere af de nordjyske sygehuse tilknyttet som ambassadører – eller såkaldte idéguider. Tallet er dog ved at blive øget til 120, i takt med at ordningen udvides.

”Idéguiderne skal gennemgå et 3-dages uddannelsesforløb, og som medarbejdere med den daglige gang ude i klinikken, uddannes de til at stille de ’frække’ spørgsmål og se ting, som vi ellers kan blive blinde for i vores dagligdag. De fungerer som en slags ’fødselshjælpere’ for kollegernes idéer,” siger Susanne Winther

Idéguider og ambassadører

Idéguiderne rekrutteres blandt rengørings- og køkkenassistenter, sygeplejersker, fysioterapeuter, radiografer, bioanalytikere, læger og portører.

”For eksempel har portører den fordel, at de kommer rundt på afdelinger på hele hospitalet og har kontakt med alle andre faggrupper. De har en guldgrube af viden om mange arbejdsgange, både i og mellem de enkelte afdelinger, og ved, hvor der for eksempel opstår flaskehalse,” siger Susanne Winther Sørensen.

Som eksempel nævner hun ventetiden ved elevatorerne, når patienterne skal køres til operation eller røntgen, eller når en portør skal op i huset med redte senge. Her har portørerne bidraget både med egne idéer til løsninger og med inputs til andres.

Vi bliver anerkendt

”Mange portører er uddannede håndværkere, inden de blev portører og vant til at finde praktiske løsninger på en udfordring,” tilføjer portørernes fællestillidsrepræsentant Hans Einbohr.

”Portører er meget løsningsorienterede, både når det gælder at lette arbejdsgangene for deres kolleger og gøre livet lettere for patienterne.”

”Nu oplever vi, at vi også bliver anerkendt for at have idéer og ved, at vi kan gå til Idéklinikken og få hjælp. Og vi er ret stolte, når en portør får en idé godkendt og udviklet,” siger han.

”Generelt ser vi, at medarbejderne er blevet meget mere opmærksomme på, om arbejdsgange kan gøres anderledes, og de involverer både hinanden og patienterne, siger Susanne Winther.

“Det er blevet legalt at tale om, hvorvidt noget kan gøres på andre måder, og det er i orden at sige: ‘Jeg har fået en skrupskør idé, skal vi gå videre med den?’”

”Vi har mange gode ideer til produkter. Den store udfordring i en krisetid er at få virksomhederne med på at producere dem”, siger Susanne Winther Sørensen.

Islands Brygge 32D, 1.sal DK-2300 København S. / Tlf.: 33701300 / E-mail: oao@oao.dk / Sikker mail: e-boks.dk