"Vi prøver at opfylde folks drømme" 

Udgivet: 21-11-2013 | Redigeret: 01-03-2019
A A A

På Camillagården har brugerdrevet innovation ændret hverdagen for de 128 tilknyttede udviklingshæmmede. Halvtomme lokaler er blevet til et fyldt værksted med rullende slikbutikker og Legoland.

Af Freja Czajkowski

Det er tidlig morgen på Camillagården i Odense, men der er allerede liv overalt i den gamle industribygning. Lydende fra karaokeanlægget blander sig med morgenhilsnerne, og det helt store samtaleemne er en brænd i området natten før.

Citat er taget på besøg hos Camillagården, som er et værksted for udviklingshæmmede voksne i Odense Kommune. Her kan de gå i alt fra Kandisklub til snakke-kaffe-klub og lave alt fra industrilignende arbejde til stearinlys og smykker. Her er det brugerne, der bestemmer, og det er brugerdrevet innovation, der driver værket.

Tiltaget med brugerdrevet innovation startede i 2008, og indbragte Camillagården KLs Lille Innovationspris i 2010.

”I 2008 var Camillagården langt fra fyldt op, og det var vi selvfølgelig nødt til at gøre noget ved. For vores opgave er, at lave attraktive tilbud til borgerne og sørge for, at de har lyst til at komme,” fortæller Janne Børgesen, der er afdelingsleder på stedet.

I dag har Camillagården fyldte lokaler og ventelister. Faktisk har de flere borgere, end de er normeret til. 128 udviklingshæmmede har sin daglige gang her, mod de 110 som stedet er sat til. Her bliver de udviklingshæmmede brugere kaldt for medarbejdere, mens pædagoger, fysioterapeuter og øvrige ansatte af Odense Kommune bliver kaldt personale.

Kent, der er en af de 128 medarbejdere, viser Citat rundt i lokalerne. Her er der opslagstavler med billeder, der illustrerer, hvad der foregår i ugens løb, og der bliver drukket kaffe og sludret rundt om bordene. Kent opsummerer alle de klubber, man kan være en del af på Camillagården. Han er selv med i Den royale klub.
”Så snakker vi om dronningen,” fortæller han, mens han viser breve frem, som de har modtaget fra Dronning Magrethe.

250.000 kroner lokkede

Det var ikke kun den halvtomme industribygning, der var drivkraft, da Camillagården i 2008 besluttede sig for at prøve brugerdrevet innovation.

”Vores tidligere afdelingsleder havde set, at Erhvervs- og Byggestyrelsen lavede et projekt, hvor man kunne få 250.000 kroner i støtte til brugerdrevet innovation. Hun greb chancen, for det mente hun, at vi gjorde i forvejen. Det kunne ikke være så anderledes, for vi havde altid arbejdet med begreber som brugerinddragelse og medbestemmelse. Men det viste sig, at det var absolut ikke det, vi gjorde,” fortæller Mette Mayland Christensen, som er pædagog og innovationsproceskonsulent på Camillagården.

Tidligere havde de for eksempel brugt spørgeskemaundersøgelser, hvor der var op til 65 spørgsmål til medarbejderne. Og selvom spørgsmålene blev fordelt over flere dage, var det stadig for meget.

”65 spørgsmål,” understreger Mette Mayland Christinsen og fortsætter:

”Det kunne vi aldrig drømme om at gøre i dag. Vi havde selvfølgelig lavet spørgeskemaet pædagogisk med billeder, men i dag bruger vi helt andre metoder, for det bliver for tungt for vores medarbejdere, men også for os.”

I dag hænger der plakater og plancher overalt på Camillagården. De bliver brugt aktivt til at finde ud af, hvad medarbejderne ønsker sig. Personalet kan stille spørgsmål, som ‘Hvad drømmer du om at lave i gruppen’, og så tager medarbejderne billeder af det, som de vil lave, eller klipper i magasiner og ugeblade for at illustrere det.

”Vi har en pligt til at gå på opdagelse i og sikre os, at vores medarbejdere får en chance for at få deres inderste ønske opfyldt. For eksempel kan de godt sige ‘Legoland’, og så kan man spørge sig selv, om vi skal en tur til Legoland. Men der er det ved innovation, at vi skal se på, hvordan vi kan omsætte det til noget, der smager lidt af Legoland eller gå på opdagelse i, hvad det reelt er ved Legoland, som medarbejderne synes er fantastisk,” siger Mette Mayland Christensen.

Champagne, højt musik og chokolade

Efter der blev lavet et Legoland i personalestuen viste det sig, at det faktisk var minderne med mor og far og deres familie, der fangede dem. Derfor blev der lavet nogle cafédag, hvor der er åbent for familie.

På samme måde var det ikke turen til Skagen eller en drømmeferie til Hawaii, som det drejede som om, da ”ferietur” var et ønske fra medarbejderne. Det de oftest kunne huske fra ferier, var en sjov episode. Så Camillagården tog deres bus, hvor to fra personalestaben var klædt ud som stewardesser, og så kørte de tre-fire gange rundt om blokken for at få et skørt element med. Der blev serveret champagne, hørt højt musik og spist chokolade.

”Vi kan ikke lave en kulisse af Grækenland eller et andet feriested hver gang, men vi kan prøve at få opfyldt folks drømme. Sidegevinsten er tit, at man ofte sparer penge samtidig med, at man omfavner flere,” siger Mette Mayland Christensen.

Før Camillagården satte projektet med brugerdrevet innovation i gang, var aktiviteterne dannet ud fra personalet og ikke medarbejderne.

”Vi gættede os til hvilke aktiviteter, som medarbejderne ville have, eller gik ud fra de egenskaber, som personalet har. Hvis jeg for eksempel er god til guitar, så underviser jeg i guitar,” fortæller Mette Mayland Christensen.

Hvis de sammenligner aktiviteterne i dag med dengang, er det kun svømning, der stadig er på programmet.

”Vi er gået fra at tro til at vide. Vi har et videns fundament i dag til at målrette aktiviteter, som vi ikke havde dengang. Før var det medarbejderne, der skulle rykke sig ud fra personalet. I dag er det personalet, der rykker sig for medarbejderne,” siger Janne Børgesen.

Ferie med halvbare mænd

Kent viser os ind i Oasen – et sted for de ældre medarbejder på Camillagården. Der er nemlig stor spændvidde, når det gælder alder. De yngste er 18 år, men den ældste er nogle-og-firs. I dag bliver der blandt andet strikket ved bordene, men også her har den brugerdrevet innovation haft en indflydelse.

”Vi har haft mange forestillinger om, hvad ældre mennesker vil. Så vi har haft mange Madam Blå-dage og har lavet gammeldags mad, men da vi lavede innovation med dem, viste det sig, at de gerne ville på ferie. Og på den ferie ville de gerne drikke sig fulde, og nogle af de ældre damer ville gerne se på halvbare mænd. Tænk sig, hvor fantastisk der er, og det havde vi aldrig gættet,” siger Mette Mayland Christensen.

At det er medarbejderne, der er med til at bestemme, er en succes hos de fleste. Under rundturen med Kent møder vi Brian ude i idrætshallen, der i dag skal spille hockey.

”Det er dejligt at blive hørt. Det er mig og en anden, der har valgt, hvad vi skal lave i idræt. Vi laver opvarmningen selv og får hjælp fra personalet til det, vi har brug for,” fortæller han. Brian har været på tre af de fire værksteder i Odense, som Camillagården er en del af. Og han har mærket, hvordan den brugerdrevne innovation har ændret hverdagen.

”Det er godt at kunne bestemme, for jeg har så mange gode ideer,” fortæller han og fortsætter:

”Jeg kunne for eksempel godt tænke mig at prøve blindefodbold. Det har vi ikke prøvet før. Så det skal vi snakke igennem med personalet og finde ud af, hvordan man kan gøre.”

På Camillagården er den brugerdrevne innovation efterhånden blevet en del af hverdagen, men det tager lang tid.

”Man siger, det tager fem år for rigtigt at få innovationen til at slå igennem, og alt for mange stopper for tidligt. Det lange seje træk er vi i gang med nu. Det lysner, men det er hårdt, for brugerdrevet innovation udfordrer vores faglighed. Men lige så mange bump, der er på vejen, mindst lige så mange gaver er der også,” siger Mette Mayland Christensen.

Vi er nu nået til ende på vores rundtur med Kent. Han siger farvel ved receptionen, mens han glad fortæller, at han skal ud og handle ind til den rullende slikbutik – et tiltag der også har været drevet af medarbejderne.

”Ham der normalt køber ind, er blevet syg, så nu er det mig der bestemmer,” siger han med et smil.

Islands Brygge 32D, 1.sal DK-2300 København S. / Tlf.: 33701300 / E-mail: oao@oao.dk / Sikker mail: e-boks.dk