OAO's kommentar til produktivitets-kommissionen 

Udgivet: 31-03-2014 | Redigeret: 02-01-2018
LinkedIn
A A A

Produktivitetskommissionen har ti anbefalinger til, hvordan den offentlige sektor kan øge produktiviteten. Her får du en kort opsummering af hver enkelt anbefaling efterfulgt af OAO’s kommentarer.

Arbejd systematisk med afbureaukratisering og regelforenkling

Produktivitetskommissionen anbefaler, at alle de myndigheder, der kan udstede regler, forpligtes til at afskaffe overflødige regler eller omskrive regler, der er unødigt snærende. I den forbindelse kan man blandt andet bruge erfaringerne fra frikommuneforsøgene og udfordringsretten.

OAO støtter anbefalingen om øget afbureaukratisering, da det giver os, der er ansat i den offentlige sektor mulighed for at lave det, vi er bedst til – nemlig at skabe velfærd for borgerne og virksomhederne. OAO har fokus på, at der med afbureaukratisering menes unødige og skævvridende regler.

Forslaget om øget afbureaukratisering ligger desuden fint i tråd med tillidsreformen, de 7 principper om tillid og samarbejde, hvor det netop er vigtigt at vise tillid til medarbejderne i stedet for at øge kontrollen via nye bureaukratiske regler.

Mål på og styr efter resultater for borgerne

Produktivitetskommissionen anbefaler, at arbejdet med at indsamle og offentliggøre sammenlignelige data for brugen af ressourcer, produktion og resultater i offentlige institutioner opprioriteres væsentligt. Og kommissionen anbefaler, at der bliver gennemført og offentliggjort systematiske benchmarkinganalyser af produktivitet og effektivitet i sammenlignelige offentlige enheder. Kommissionen har i sin analyserapport 3 givet eksempler på, hvordan sådanne analyser kan udføres.

OAO støtter, at borgerne skal have den bedst mulige kvalitet, hvilket skabes ved at have fokus på kerneopgaven.

OAO mener dog ikke, at benchmarking kan stå alene som løsningen på dette. OAO mener, at det er fornuftigt, at benchmarkingen i højere grad handler om resultater end processer. Det kan nemlig være med til at indfri et effektiviseringspotentiale, hvor der udvises mere tillid til medarbejderne inden for rammerne af nogle overordnede målsætninger.

Problemet opstår imidlertid, når man tror, at man kan udbrede den bedste organisations resultater til de øvrige organisationer. Men det bygger på tre problematiske antagelser:

For det første, antagelsen om at en succesfuld indsats ét bestemt sted vil medføre samme succesfulde indsats alle andre steder. Erfaring viser, at den lokale kontekst er altafgørende.

For det andet, antagelsen om at innovation og udvikling kan sættes på formel. Man kan simpelthen overtage arbejdsmetoder og processer bid for bid fra de arbejdspladser, som har de bedste resultater. I virkeligheden er det langt vigtigere, at arbejdspladsen selv øger sin evne til at få nye ideer, der giver værdi på den offentlige sektors mange bundlinjer.

For det tredje, antagelsen om at man kan måle og sammenligne produktiviteten på tværs af de offentlige institutioner. Men det kan blive svært, når den offentlige sektor ifølge kommissionen grundlæggende er anderledes end den private, og at det ifølge kommissionen derfor er svært at måle, om produktiviteten stiger eller falder.

Det er den dynamiske leder, som bringer sine medarbejderes viden og motivation i spil, som skaber de store resultater. Ikke den, der ser hen til naboen, og systematisk oversætter deres ideer til sin egen arbejdsplads. Såfremt man ser bort fra dette og alligevel vil forsøge at udbrede den bedste indsats til de øvrige, vil det i teorien kræve, at alle organisationer rent faktisk også gør som den bedste organisation, hvilket vil kræve en stærk centralstyring af de lokale processer hos de dårligst præsterende organisationer. Dette er både i strid med anbefalingens eget fokus på færre procesmålinger og et dertilhørende effektiviseringspotentiale, samt andre af kommissionens anbefalinger rettet mod tillid og øget medindflydelse til medarbejderne.

Øg fokus på tydelig ledelse, motivation og trivsel

Produktivitetskommissionen anbefaler, at offentlige ledere giver medarbejderne ret til at udfordre stive regler for, hvordan opgaverne skal udføres, og samtidigt inddrager medarbejderne i at fastsætte de mål, enheden skal styre efter. Det anbefales også, at opkvalificeringen af de offentligt ansatte fortsætter, men i højere grad anvendes strategisk og målrettes efter de konkrete behov for den enkelte arbejdsplads

OAO er støtter af, at kommissionen anbefaler en fortsættelse af opkvalificeringen af offentligt ansatte. Det er vigtigt, at kompetenceudviklingen er langsigtet og strategisk. Men kompetenceudviklingen må ikke blive for snæver. At man for eksempel kun lærer at bage boller og ikke at bage brød, fordi arbejdspladsen lige nu og her ser et behov for boller. De brede kompetencer er både vigtige, fordi de sikrer, at medarbejderne vedligeholder og øger deres værdi på arbejdsmarkedet. Men også fordi de øger arbejdspladsens innovationsevne. Hvis arbejdspladsen alene udvikler de snævre kompetencer, den ser et behov for her og nu, minimeres sandsynligheden for at tænke langsigtet og på tværs af arbejdspladser.

Desuden er OAO enig i anbefalingen om, at ledere i samarbejde med medarbejderne skal have friere hænder til at bøje stive regler, som hindrer de offentligt ansatte i at yde det bedst mulige for borgerne.

Indgå brede og fleksible offentlige overenskomster

Produktivitetskommissionen anbefaler, at parterne på det offentlige arbejdsmarked indgår mere sammenprægede overenskomster, der giver mulighed for større fleksibilitet til at løse de offentlige serviceopgaver. Konkret anbefaler kommissionen, at der indgås bredere overenskomster for større grupper af ansatte, og at lederne, medarbejderne og de lokale tillidsrepræsentanter får større muligheder for at lave lokale aftaler om at udnytte arbejdstiden bedre.

OAO mener, at overenskomsterne er et spørgsmål for arbejdsmarkedets parter – ikke for politikerne. Vi medarbejdere arbejder allerede fleksibelt. Og overenskomsterne giver masser af muligheder for at indgå fleksible aftaler inden for den offentlige sektor.

Skab bedre sammenhæng mellem medarbejdernes kompetencer, præstationer og løn

Produktivitetskommissionen anbefaler, at parterne på det offentlige arbejdsmarked arbejder for, at de offentlige overenskomster skaber en tættere kobling mellem medarbejdernes kompetencer, præstationer og løn. Det kan for eksempel ske ved, at en større del af lønmidlerne bringes i spil til individuelle lønforhandlinger og belønninger til medarbejdere eller hold af medarbejdere, der har gjort en særlig indsats. Og det kan ske ved at sikre enkle og mere fleksible individuelle lønforhandlinger.

OAO mener ikke, at politikerne skal blande sig i overenskomstforhandlingerne, da dette er et anliggende mellem arbejdsmarkedets parter. OAO finder også, at det er påfaldende, at kommissionen i anbefalingerne lægger så stor vægt på lige præcis sammenhængen mellem løn og produktivitet for den enkelte medarbejder. Andetsteds fremhæver kommissionen selv, at offentligt ansatte også motiveres af at levere en god kvalitet og gøre en forskel for borgerne, virksomhederne og samfundet som helhed.

Skab konkurrence om alle egnede offentlige opgaver

Produktivitetskommissionen anbefaler, at offentlige myndigheder udbyder alle offentlige opgaver, der egner sig til konkurrence. Og at myndighederne med passende mellemrum gennemgår deres opgaveportefølje med henblik på at identificere serviceydelser, der med fordel kan udbydes.

OAO forholder sig skeptisk. Afgrænsningen af hvilke opgaver der er egnede, og hvilke der ikke er, er meget utydelig. Kommissionen udtrykker imidlertid kun skepsis over for konkurrenceudsættelse af helt fundamentale offentlige opgaver, som politi, militær og lign.

Men private input er ikke tryllestøv, der får produktiviteten til at skyde i vejret. OAO er ikke bekymret for konkurrence, men der er ingen videnskabelig dokumentation for, at udlicitering øger produktiviteten. Og ofte går det ud over kvaliteten for borgeren, for eksempel når rengøringsassistenten på biblioteket skal nå det hele på den halve tid. Måske blev det billigere, da rengøringen blev udliciteret, men man fik også mindre for sine penge.

Når kommunen eller regionen overvejer, om noget er ”udbudsegnet”, er det helt centralt, at medarbejderne er med til at kvalificere beslutningen med deres viden om borgerne, og hvordan opgaverne hænger sammen. Og med til at sikre et eventuelt udbudsmateriale, som ikke søger hurtige gevinster på bekostning af langsigtede mål og arbejdsmiljøet.

Gør det attraktivt at byde på offentlige opgaver

Produktivitetskommissionen anbefaler, at offentlige ordregivere laver udbudsmaterialet, så det er attraktivt for så mange kvalificerede leverandører at byde som muligt – herunder udenlandske leverandører.

Som OAO tidligere har påpeget i flere forbindelser, er vi skeptisk over for den øgede udlicitering, som der ligger i anbefalingen. Dokumentationen for, at udlicitering skaber bedre og billigere service, hviler på et tyndt, hvis ikke udokumenteret grundlag. I stedet har man oplevet flere eksempler på, at udliciteringen har ført til ringere kvalitet og nogle steder også social dumping.

Flere undersøgelser viser også, at ordregiveren især henter økonomiske gevinster første gang, der udliciteres. Gevinster, som man også kunne hente ved selv at sætte fokus på det arbejdsområde, man overvejer at udbyde. Vi ser igen og igen, hvordan offentlige arbejdspladser, som inddrager medarbejderne og arbejder tillidsbaseret, leverer bedre kvalitet og bundlinjetal.

Hovedargumentet for udlicitering er, at konkurrencemekanismen træder i kraft, når man åbner op for private aktørers muligheder for at byde ind på offentlige opgaver, og at denne konkurrence får alle til at løbe stærkere og gøre deres arbejde bedre. Der ligger med andre ord en implicit antagelse om, at medarbejderne i den offentlige sektor er ”halvsløve” og ikke løber så stærkt, som de kunne. OAO genkender ikke denne antagelse og er ikke overbevist om, at konkurrencemekanismen medfører en så forøget effektivitet, at der for en billigere pris både kan skabes egen profit og en bedre kvalitet i opgavevaretagelsen.

Sidst men ikke mindst er det dybt problematisk, når Produktivitetskommissionen anbefaler, at kommuner, regioner og stat skal stille så få krav til tilbudsgiverne som overhovedet muligt. De skal stille de krav, som er nødvendige for at sikre en ordentlig kvalitet, at medarbejderne behandles ordentligt i forbindelse med en eventuel udlicitering, og at virksomhederne også er med til at løfte de sociale opgaver, som ordregiveren har – for eksempel med at finde praktikpladser eller inkludere personer med nedsat arbejdsevne på arbejdsmarkedet.

Uden krav kan myndigheden heller ikke kontrollere, om den får, det den har købt. Det gør det svært at vurdere, om udbuddet gav en effektiviseringsgevinst.

Inddrag private virksomheder, medarbejdere og brugere i at udvikle og nytænke den offentlige opgaveløsning

Produktivitetskommissionen anbefaler, at de offentlige myndigheder skaber gode rammer i deres udbud for, at private leverandører kan tænke nyt og finde på nye og bedre løsninger af de offentlige opgaver. Myndighederne kan med fordel erstatte aktivitets- eller produktkrav med funktionskrav, når det er muligt.

OAO er umiddelbart positive over for ideen om øget medinddragelse af medarbejdere og brugere i udviklingen af den offentlige opgaveløsning. Men vi finder også, at anbefalingen er paradoksal, når den ligger side og side med en anbefaling om mere benchmarking. Benchmarking handler jo om, at organisationerne skal efterligne de bedste og ikke selv øge indflydelse på, hvordan man ønsker tingene gjort.

Derudover er OAO enige med kommissionen i, at medarbejderne og brugerne har en helt naturlig plads i nye samarbejder mellem offentlige institutioner og private virksomheder. Kommissionen fremhæver selv et eksempel fra Kolding, hvor medarbejdere, beboere og pårørende har været med til at udvikle kravene til et nyt plejecenter, som private tilbudsgivere skal komme med forslag til løsninger på.

OAO er også enig i, at nulfejlskultur og detailstyring hæmmer innovationskraften i den offentlige sektor. Men vi understreger, at det er et generelt problem og ikke forbeholdt de situationer, hvor en offentlig myndighed vil samarbejde med private virksomheder.

Indret den økonomiske styring, så den fremmer langsigtet planlægning og effektiv udnyttelse af udgiftsrammen

Produktivitetskommissionen anbefaler, at den økonomiske styring bliver indrettet, så offentlige myndigheder kan planlægge langsigtet og får råderum til at investere og spare op. Det vil sikre, at udgiftsrammerne bliver udnyttet bedre. Eksempelvis anbefaler Produktivitetskommissionen, at kommuner, regioner og ministerier inden for budgetlovens rammer eksperimenterer med interne opsparings- og låneordninger, og at budgetloven indrettes, så der er mulighed for en vis overførsel af midler mellem årene. Lempelser af den nuværende budgetlov forudsætter dog, at udgifterne holder sig inden for budgetlovens fireårige udgiftsramme, at lempelsen ikke svækker muligheden for at afstemme finanspolitikken efter konjunktursituationen, og at Danmark er kommet i en situation, hvor der er en betydelig sikkerhedsafstand til Finanspagtens grænser for det offentlige budgetunderskud.

OAO er enig i denne anbefaling. De offentlige ressourcer skal bruges bedst muligt. Derfor er det også fornuftigt at se på, om budgetloven og stramme finanslove kan være kontraproduktive.

Kommissionen påpeger, at budgetloven kan tilskynde til et unødvendigt brug af ressourcer af frygt for, at det fremtidige budget vil blive skåret ned – i daglig tale benzinafbrænding.

Derudover gør budgetloven det vanskeligt for kommunerne at lave investeringer, der på kort sigt øger udgifterne, men på lang sigt kan betale sig. En stram finanslov giver tilsvarende problemer på statens arbejdspladser.

Det ønsker OAO et opgør med. De offentlige myndigheder skal selv kunne tilrettelægge deres investeringer, så de giver de bedste resultater for borgere og virksomheder.

Indret afregningsordninger mellem myndigheder, så de understøtter samarbejde og tilskynder til en effektiv arbejdsdeling

Produktivitetskommissionen anbefaler, at de interne afregningsordninger indrettes, så de understøtter samarbejde og tilskynder til en effektiv arbejdsdeling mellem offentlige enheder. For eksempel kunne man give regioner og kommuner mulighed for at indgå aftaler om egne regler for indbyrdes afregning, hvis den centralt fastlagte afregning ikke understøtter samarbejdet mellem dem.

OAO støtter, at afregningsreglerne mellem offentlige myndigheder i højere grad understøtter, at de offentlige ressourcer udnyttes optimalt, så de enkelte offentlig enheder tænker i et samlet produkt og ikke bare, hvad enheden leverer.

Islands Brygge 32D, 1.sal DK-2300 København S. / Tlf.: 33701300 / E-mail: oao@oao.dk / Sikker mail: e-boks.dk