Norsk lovgivning sikrer transportansatte ved virksomhedsoverdragelse

Udgivet: 23-09-2011 | Redigeret: 02-01-2018
LinkedIn
A A A

Indledning

En lovændring i Norge giver fornyet håb til ansatte indenfor den kollektive trafik og andre steder, hvor man har haft problemer ved en virksomhedsoverdragelse. I Danmark arbejder flere kommuner pt. med en udbudsstrategi. Her kan erfaringerne fra Norge tjene som inspiration.

En række ændringer i den norske transport- og jernbanelov har betydet, at transportmedarbejdere i dag er stillet langt bedre i forbindelse med udlicitering.

Lovændringerne betyder, at en række problemerne ved virksomhedsoverdragelse er løst. Det drejer sig om problemer med "identitet", problemer med "sikkerhedsopsigelser" og problemer med "social dumping".

Identitetskravet

Når man ved udbud flytter opgaver fra den ene leverandør til den anden, vil der ofte være tale om en virksomhedsoverdragelse, der skal følge Lov om medarbejderes retsstilling ved virksomhedsoverdragelse (VOL). Men der er dog kun tale om en virksomhedsoverdragelse, hvis den økonomisk enhed bevarer sin identitet.

EU-domstolen kom allerede i 1985 med den såkaldte Botzen-dom frem til, at det afgørende kriterium for, om arbejdstagerne har ret til ansættelse hos erhververen - den nye udfører/ejer - er om den overførte del af virksomheden udgør en "økonomisk enhed", som beholder sin identitet efter overførslen.

I vurderingen af, hvorvidt der er tale om "at en økonomisk enhed, der bevarer sin indentitet", lægges der vægt på, om der er tale om en overdragelse af en klart afgrænset enhed med lokaler, inventar, maskiner etc. samt funktioner, som udgør en organisatorisk enhed. Det er også afgørende, om der er tilknyttet ansatte, der naturligt kunne følge med opgaverne.

Retspraksis fra EU-domstolen har i de senere år præciseret lovens rækkevidde, selvom det stadigvæk må konstateres, at der fortsat er fortolkningsspørgsmål i relation til loven (Konkurrencestyrelsen 1999).

Hvorvidt en økonomisk enhed bevarer sin identitet kan være svært at afgøre. Det har medført en række sager, hvor medarbejdere - der umiddelbart burde være omfattet af VOL - ikke er blevet det.

Transportsektoren - et særligt problem

Problemet med manglende identitet har været særligt fremherskende i transportsektoren, hvor selve transportmidlet har været afgørende for, om virksomhedsoverdragelsesloven (VOL) gælder.

Et eksempel herpå stammer fra renovationsområdet (Arbejdsretten 2005). Sagen omhandler genudbud af renovation i Kjellerup Kommune. Arbejdsretten kom på baggrund af EU-domstolens retspraksis frem til, at medarbejderne ikke var omfattet af VOL, alene fordi renovationsbilerne blev skiftet ud i forbindelse med genudbuddet.

Sikkerhedsopsigelser

Ud over det særlige problem på transportområdet udgør de såkaldte sikkerhedsopsigelser et generelt problem for medarbejdere, der berøres af udlicitering eller anden form for virksomhedsoverdragelse. Problemstillingen er særlig relevant i forhold til genudbud af opgaver.

Senest har Afskedigelsesnævnet (med sin afgørelse i sag nr. 20090218) cementeret, at en arbejdsgiver, forud for afslutningen på en kontraktperiode og en ny udbudsrunde, er i sin gode ret til at opsige samtlige berørte medarbejdere.

Betegnelsen sikkerhedsopsigelser kommer sig altså af, at en arbejdsgiver ved at opsige medarbejderne, forud for et udbuds afgørelse, sikrer sig mod "at hænge" på overflødige medarbejdere i tilfælde af, at arbejdsgiveren ikke genvinder opgaven.

Denne tolkning af VOL's anvendelse betyder, at virksomhederne har sikkerhed for ikke at blive påført ekstra udgifter i forbindelse med et tabt udbud. Men det stiller hermed de berørte medarbejdere i en meget usikker jobsituation!

Norsk model sikrer alle ansatte

De norske lovændringer har betydet, at transportansatte i Norge i dag er langt bedre stillet end deres danske kollegaer.

Den norske transport- og jernbanelov fastslår efter ændringen, at VOL´s bestemmelser gælder i alle tilfælde ved udbud - uanset identitetskravet. Så længe der er tale om samme type transportmiddel, som den transportansatte/chaufføren betjente forud for overdragelsen, gælder VOL.

Af hensyn til den part, der skal overtage en given opgave, er udbudskravene i Norge ligeledes blevet skærpet. Det betyder, at udbyder er forpligtet til - i udbudsmaterialet - at orientere om, hvor mange ansatte en opgaveovertagelse vil berøre. Altså skal potentielle tilbudsgivere have mulighed for at tage højde for antallet af ansatte, der følger opgaven. Denne del af lovændringen er også godt nyt, idet medarbejderne med lovændringen kan undgå de ovenfor beskrevne sikkerhedsopsigelser.

En tredje følge af lovændringerne i Norge er indførelsen af kædeansvar. Herved forstås, at kontraktholder i Norge er forpligtet til at sikre, at alle der bidrager til at opfylde en vundet kontrakt, får løn- og arbejdsvilkår, som ikke er dårligere end den normalt gældende overenskomst tilsiger. Denne del af lovændringen ligger i forlængelse af ILO konvention nr.94, som både Danmark og Norge har tiltrådt. ILO konvention nr.94 kan finde anvendelse i forbindelse med alle offentlige udbud, men har - for Danmarks vedkommende - kun har bindende virkning i relation til statslige udbud.

Flere kommuner har af egen drift valgt at indskrive konventionens bestemmelser i deres udbudsstrategi. Det gælder bl.a. Frederiksberg Kommune, hvor man har vedtaget en såkaldt arbejdsklausul ved udbud (Frederiksberg Kommune 2010).

Frederiksberg Kommunes arbejdsklausul ved udbud:

"Tilbudsgiver skal sikre, at de ansatte, som tilbudsgiver og eventuelle underleverandører beskæftiger i Danmark med henblik på opgavens udførelse, har løn- og ansættelsesforhold, der ikke er mindre gunstige end de løn- og ansættelsesforhold, der er gældende for den pågældende branche på den egn, hvor arbejdet udføres, jf. dansk lovgivning og ILO konvention nr. 94. Overholder tilbudsgiver ikke denne forpligtelse, og medfører dette et berettiget krav fra de ansatte, kan Frederiksberg Kommune tilbageholde vederlag til tilbudsgiver med henblik på at tilgodese dette krav. Tilbudsgiver forpligter sig desuden til at sikre, at de ansatte, som tilbudsgiver og eventuelle underleverandører beskæftiger i Danmark med henblik på opgavens udførelse, har gyldige arbejds- og opholdstilladelser. Frederiksberg Kommune forbeholder sig retten til at bortvise ansatte, der ikke er i besiddelse af nødvendig arbejds- eller opholdstilladelser og registreret i databasen RUT. Manglende overholdelse af arbejdsklausulen udgør væsentlig misligholdelse af nærværende kontrakt."

Norge som forbillede?

I takt med, at vi får mere konkurrenceudsættelse i både stat, regioner og kommuner bør lovgivningen have et "serviceeftersyn".

Den eksisterende lovgivning sikrer ikke medarbejderne tilstrækkeligt i forbindelse med udlicitering eller anden form for virksomhedsoverdragelse.

Erfaringer fra Norge viser, at det er muligt at finde en model, hvor også "transportarbejdere" er sikret ved udbud.

Da Danmark endnu ikke har vedtaget lignende bestemmelser, anbefaler OAO, at de ansatte sikrer sig udover den beskyttelse, der følger af VOL. Det kan som i Frederiksberg Kommune ske gennem en supplerende kontraktbestemmelse om løn og ansættelsesvilkår ved udbud.

Islands Brygge 32D, 1.sal DK-2300 København S. / Tlf.: 33701300 / E-mail: oao@oao.dk / Sikker mail: e-boks.dk