Opgør med tvangsudbud 

Udgivet: 23-09-2011 | Redigeret: 02-01-2018
LinkedIn
A A A

Indledning

Folketinget førstebehandler i dag, torsdag d. 7. april, oppositionens beslutningsforslag B77 om afskaffelse af de bundne måltal for kommunernes konkurrenceudsættelse. Oppositionen (S, SF og EL) lægger med forslaget op til et brud med regeringens linje, hvor kommunerne år for år tvinges til at sende stadig flere opgaver i udbud. 

Beslutningsforslaget lægger konkret op til, at det atter bliver en kommunalpolitisk beslutning, hvor og hvornår man vælger at sende en given opgave i udbud. Oppositionspartierne begrunder forslaget med, at graden af konkurrenceudsættelse er nået til et niveau, hvor "bløde" velfærdopgaver i stigende omfang sendes i udbud, selvom der fortsat mangler viden om effekterne af konkurrenceudsættelse.

Partierne foreslår, foruden at afskaffe de bundne måltal, at der skal nedsættes et uafhængigt udvalg bestående af eksperter indenfor økonomi, organisation og offentlig forvaltning til undersøgelse af effekterne af konkurrenceudsættelse og udlicitering.

Fælles LO-, FTF- og OAO-projekt vil dokumentere effekt af udbud

Beslutningsforslaget bliver hilst velkommen i fagbevægelsen, der længe har efterlyst dokumentation for effekterne af konkurrenceudsættelse og udlicitering. LO, FTF og OAO har netop bedt AKF om at forestå udarbejdelsen af en uafhængig, forskningsbaseret rapport om effekterne af konkurrenceudsættelse.

Rapporten, der bliver den første af sin art i Danmark, gennemgår systematisk danske, nordiske og internationale erfaringer med konkurrenceudsættelse og udlicitering med henblik på at afdække, hvorvidt de hidtidige erfaringer med udlicitering har ført til mere kvalitet for pengene (value-for-money).

Desuden søger rapporten at undersøge, om det er muligt at overføre erfaringer fra det "tekniske" område (affald, rengøring, snerydning m.v.) til det "bløde" område (ældre, sundhed, børn m.v.), eller om der er særlige problemer knyttet til udlicitering på disse områder.

Som et sidste element ser rapporten nærmere på, hvordan konkurrenceudsættelse og udlicitering påvirker de berørte medarbejderes arbejdsvilkår. Sikrer virksomhedsoverdragelsesloven reelt medarbejderne, eller går udlicitering ud over løn og øvrige arbejdsvilkår?

AKF ventes at offentliggøre resultaterne af deres rapport i maj 2011. Rapporten og resultaterne heraf vil også blive offentliggjort på OAO's hjemmeside.

Islands Brygge 32D, 1.sal DK-2300 København S. / Tlf.: 33701300 / E-mail: oao@oao.dk / Sikker mail: e-boks.dk