Ny vejledning og guideline for Offentlig-Privat samspil

Udgivet: 08-05-2012 | Redigeret: 02-01-2018
LinkedIn
A A A

Standardmodel for Offentlige-Private Partnerskaber og den Offentlige-Private Innovationsguide 

OAO-sekretariatet gennemgår her hovedelementerne i ”standardmodellen” for Offentlige-Private Partnerskaber (OPP), og en guide for Offentlig-Privat Innovation (OPI). Begge er udarbejdet af Konkurrence- og forbrugerstyrelsen med det mål at fremme anvendelsen af OPP og OPI. 

OPP ”standardmodellen” skal vejlede etableringen af Offentlige-Private Partnerskaber. Med OPP menes offentlig-privat partnerskab om opgaver og projekter (f.eks. opførsel af nyanlæg eller driften af eksisterende anlæg).

OPI guiden skal hjælpe offentlige myndigheder i gang med innovationssamarbejde og sikre, at samarbejdet kommer i gang på den bedste måde. Med OPI menes der et offentlig-privat samarbejde om udvikling af innovative produkter, der f.eks. kan være med til at skabe bedre serviceydelser.

OAO-sekretariatet har desuden udarbejdet en dansk udgave af en rapport om europæiske erfaringer med OPP. Læs mere om de generelle forbehold om OPP i det notat


Standardmodel for Offentlige-Private Partnerskab

Modellen har fire faser med vejledning og eksempler på løsninger af centrale udfordringer (ud fra de danske erfaringer). 

1. Fase - Beslutning om OPP 

I denne fase bør man vurdere, om et OPP-projekt samlet set er fordelagtigt for den offentlige myndighed. Blandt fordelene for projektet tæller, at den private leverandør nu har medansvar for totalomkostningerne. Modsat vil myndigheden afgive noget af styringen i en (meget) lang kontraktperiode.  

Før en beslutning bliver truffet bør der desuden laves en ”OPP-vurdering”, herunder en egnethedsvurdering og en forundersøgelse. Egnethedsvurderingen har til formål at vurdere om f.eks. et anlægsprojekt egner sig til OPP, mens forundersøgelsen typisk vil indehold en finansiel analyse og en markedsanalyse. 

Man bør desuden være opmærksom på, at ekstern bistand til projektet også skal følge udbudsreglerne. 

Det er dermed vigtigt, at myndigheden i denne fase tager stilling til projektets samlede omkostninger og om projektet overhovedet har en størrelsesorden, hvor OPP er fordelagtig. 

2. Fase - Strukturering af OPP-projektet

Såfremt OPP-projektet bliver besluttet er det nødvendigt at tage stilling til en række spørgsmål vedrørende projektets form, herunder bl.a. finansiering, ”exitmodel” og risikofordeling. 

Finansieringen kan ske henholdsvis privat og offentlig. I OPP med privat finansiering har den private part den fulde investering ved siden af ansvaret for varetagelse af anlæg og selve driften. Typisk betaler den offentlige myndighed her gennem løbende driftsbetalinger. I OPP med offentlig finansiering står den private part alene for at varetage anlæg og drift. Den offentlige myndighed betaler her en aftalt pris for anlægget ved ibrugtagningen og herefter løbende driftsbetalinger.  

Spørgsmålet om exitmodellen forholder sig til hvad, der skal ske med anlægget, når kontrakten for OPP-projektet er færdig. Igen er de overordnede muligheder enten offentlig eller privat ejerskab. På projekter med offentlig finansiering er det pr. automatik fastlagt et offentligt ejerskab. For projekter med privat finansiering skal det afgøres, om der ved kontrakt ophør skal være offentligt eller privat ejerskab. 

Endelig er et centralt element for OPP-projektet den konkrete risikodeling mellem den offentlige og private part. Det er nødvendigt at afklare, hvilke risici i et konkret projekt, der varetages bedst og billigst af henholdsvis den offentlige og den private part.

3. Fase - Udbud og kontrakt

Den offentlige myndighed skal gennemføre et udbud af projektet med henblik på at finde den leverandør, som bedst kan varetage projektet. Derudover er det de samme regler og processer som gælder for andre typer af bygge- og anlægsprojekter. 

4. Fase - Anlæg og drift

Den sidste og længste fase i forløbet er anlægs- og driftsfasen, men samtidig også der, hvor den offentlige myndighed er mindst involveret.

Anlægsfasen kan betragtes som den periode, hvor anlægsarbejdet gennemføres. Som udgangspunkt anbefaler modellen, at den offentlige myndigheds involvering i projektet er meget begrænset i denne periode. 

Driftsfasen er den periode, der løber fra ibrugtagen og frem til kontrakten udløber efter 15-25 år. Anbefalingen er her, at samarbejdsorganiseringen i driftsfasen er en fortsættelse af strukturen fra anlægsfasen. 

Den Offentlige-Private Innovationsguide

Guiden er ikke en decideret trin-for-trin vejledning, men derimod en samling af information om rammerne for OPI. Ikke desto mindre er informationerne inddelt på fire hovedområde: 

A. Håndtering af jura

De juridiske rammer anses for en af de store barrierer for OPI. Det skyldes, at reglerne for offentlig-privat samarbejde er lavet ud fra et formål om, at den offentlige part køber ”bedst til pris” og, at der samtidig ikke må forekomme konkurrenceforvridning. Af særlig centrale regelsæt for OPI gælder udbudsreglerne, statsstøttereglerne og rettighedsreglerne.  

OPI kan organiseres på to måder: I den første tilgang er udvikling og anskaffelse adskilt. Dermed fungerer først udviklingsforløbet som et partnerskab, hvorefter den udviklede løsning dernæst anskaffes gennem et selvstændigt udbud. I den anden tilgang er udvikling og anskaffelse samlet i en kontrakt. Her findes den private part til udviklingsforløbet gennem et formelt udbud, hvori anskaffelsen indgår som en option. 

B. Forankring af udviklingsaktiviteterne 

Vejledningen anbefaler, at OPI bliver en strategisk satsning, der fra begyndelsen tænkes ind i og knyttes til en aftale om udlicitering af driftsopgaver.

C. Investering i den fremtidige drift

Vejledningen anbefaler desuden, at OPI-samarbejdet ses som en investering, hvor den reelle forventning også er, at afkastet først kommer senere. 

Guiden giver ingen konkrete løsninger på, hvordan et OPI samarbejde bør finansieres. Men en række faktorer er afgørende for dette spørgsmål, herunder (1) myndighedens hjemmel for finansiering, (2) hvor attraktivt det er for private parter at medfinansiere og endelig (3) begrænsninger for fordeling af penge i forhold til budgetår.

D. Den offentlige organisering

Vejledningen peger på et stort potentialer ved OPI i form af effektiviseringer og øget kvalitet, men at resultatet blandt andet afhænger af, om de offentlige myndigheder er gearet til et samarbejde med en privat part. 

Læs mere 

Man kan finde hele OPP ”standardmodellen” på Konkurrence- og forbrugerstyrelsens hjemmeside ved linket ude til højre. Man kan også finde mere om OPI-guiden, der har sin egen hjemmeside, igen via linket ude til højre. Endelig kan man læse OAO-sekretariatets udarbejdelse af de europæiske erfaringer med OPP, ligesom der er en henvisning til øvrige OAO notater om udlicitering.

Islands Brygge 32D, 1.sal DK-2300 København S. / Tlf.: 33701300 / E-mail: oao@oao.dk / Sikker mail: e-boks.dk