Besparelser sker på bekostning af kvalitet og medarbejdervilkår 

Udgivet: 05-10-2012 | Redigeret: 02-01-2018
LinkedIn
A A A

Besparelser ved udlicitering sker på bekostning af kvaliteten og giver dårligere arbejdsvilkår for medarbejderne. Det er det reelle billede af en analyse fra udbudsrådet.

Udbudsrådets formand udtaler i en pressemeddelelse, at udlicitering er til gavn for borgere og brugere og at rapporten viser store besparelser, uden at det går ud over kvaliteten. Men den erfaringsopsamling, som hans udtalelse bygger på, viser et helt andet billede: Ekstraregninger for kommunerne og dårligere kvalitet for brugerne. Samtidig med at op mod 85% af medarbejderne enten er fyret eller flygtet fra arbejdspladserne i protest mod udliciteringen.

Rapporten fra udbudsrådet bygger på 11 udliciteringer af rengøring i kommunerne. OAO har kigget nærmere på erfaringsopsamlingen og rapportens konklusioner (læs mere om rapporten i et kommende baggrundsnotat fra OAO).

Som foreløbig kommentar vil OAO fremhæve følgende kritisable forhold i rapporten: 
Århus påpeger, at rengøringsfrekvensen er sænket med udbuddet, og at der hermed ”bevidst er foretaget en sænkning af kvaliteten” (bilag side 34). Men rapporten konkluderer alligevel, at kvaliteten er ”uændret”?
Århus har desuden oplevet faldende brugertilfredshed og har haft ekstraudgifter til rengøring (der er afholdt lokalt). Men ekstraudgifterne er ikke regnet med, når rapporten konkluderer, hvor meget man kan spare ved udlicitering.
Kun i fire ud af de 11 cases er medarbejderne interviewet om deres erfaringer. Alligevel konkluderer rapporten, at der kun er to tilfælde (ved genudbud), hvor medarbejdertilfredshed ikke er undersøgt?
I Billund bygger en konklusion om forbedringer for medarbejderne på en vurdering af forhol-dene for én medarbejder, uden et interview med den pågældende.
Tilsvarende påstår rapporten, at vurderingen af kvaliteten blandt andet bygger på medarbejdernes vurderinger. Men det fremgår kun i Varde, hvordan den vurdering rent faktisk er. Og i det tilfælde går medarbejdernes vurdering imod en konklusion om uændret kvalitet, der bliver fremhævet i rapporten.
I Struer skulle både innovation og medarbejdervilkår være forbedret og kvaliteten være uændret. Men det er slet ikke det billede, man får fra lokalpressen. Her udtaler eksempelvis Jytte Hansen (tillidsrepræsentant): »De har generelt skåret os over 50 procent ned i tid, og vi kan overhovedet ikke nå at gøre vores arbejde nogen steder« og videre »Der er sygemeldinger, så det batter, men præcist hvor mange vil de ikke oplyse«.
Der har desuden ifølge presseomtalen i Stuer været udbredte problemer med utidssvarende og ikke-funktionsdygtigt arbejdsredskaber. Hvordan kan forældet udstyr resultere i point innovation?
I Ballerup skulle kvaliteten også være forbedret. Men samtidig er rengøringstimerne skåret voldsomt ned på de enkelte områder?
I Frederikssund ser det også ud, som om kvalitet og medarbejdertilfredsheden er forbedret som følge af udliciteringen. Men når 2/3 del af medarbejderne enten er fyret eller selv sagt op siden overdragelsen tyder det ellers på, at der er noget galt?
Samtidig viser det sig, at kommunen (alligevel) ikke er tilfreds med kvaliteten, jf. følgende kom-mentar til byrådsmødet, som allerede i maj 2012 besluttede ikke at benytte muligheden for at forlænge den to-årige kontrakt et år, men i stedet gå direkte til et genudbud:
”På nuværende tidspunkt, ca. to år efter opstart ligger tilfredshedsprocenten vedrørende kvalitet på 90%. Det skal dog bemærkes, at perioden på to år har givet for mange udsving, hvorfor der er for mange af vores lokationer, der har oplevet alt for mange perioder med dalende kvalitet som resultat.”

Islands Brygge 32D, 1.sal DK-2300 København S. / Tlf.: 33701300 / E-mail: oao@oao.dk / Sikker mail: e-boks.dk